Dina, min sorte Husarhest,
Dina, min lille Hoppe —.
Visnede Blade daler
tyst fra de høstlige Toppe.
Prustende traver Du, Dina,
tramper paa tørre Kviste.
Solskinnets blege Gnister
glimter bag Løvværkets Riste.
Dina, min gode Hoppe —
en hjulbenet blaa Berider
satte de første Sporer
i Dine buttede Sider.
En Overgang var Du i Tvivl,
om Du eller han var den stærke,
saa fik Dine unge Kæber
Kandarens Jærnstang at mærke.
Du blev kun en menig Husarhest,
tung som Du er af Lemmer —
blev klappet af grove Næver
og kaldt paa af Bondemaalsstemmer.
Du gik med de andre Heste
troligt i nikkende Række.
Om Pallasken peb om Dit Øre,
Du lod Dig ikke forskrække.
Og saa blev Du Hest for en Doktor,
der entred Din Ryg besværligt.
Kunde Du høre paa Røsten,
at Doktoren mente det kærligt,
selvom hans hudløse Hænder
strammed krampagtigt i Tøjlerne,
medens hans Støvler raved
forvildet rundt efter Bøjlerne.
Du kunde berøre hans Støvle
med Mulen — fortroligt, blufærdigt.
Han rakte Dig Rugbrødshumpler
med Hænder, der dufted mærkværdigt.
— — —
Ja, nu har vi kendtes længe
og fulgtes i Kulde og Hede
og sprunget — paa samme Tid —
over Render dybe og brede.
Over saftige Grøfter i Enge,
hvor Koerne gumlende sove,
og over de sorte Grøfter
dybt i de høstlige Skove.
Dina, min gæve Husarhest,
Dina, min lille Hoppe —
hører Du Vintersuset
tungt i de høstlige Toppe.
Ak, der vil komme en Tid,
hvor de spændstige Ben bliver træge,
en Tid, da Du ikke kan bruges —
ikke en Gang til en Læge.
Med ligegyldige Hjærter
sælger de Dig, Du sorte,
maaske til en Sildemandsvogn —
en Kugle var det, de burde — —
Dina, min lille Hoppe,
Gud ved saa, hvordan Du faar det —.
Paa haarde Sten maa Du trave,
saa godt Dine Ben formaar det.
Maa gumle det karrige Foder
med gamle og slidte Tænder,
maa døje en Sildemandskæft
og Knubs af stinkende Hænder.
— — —
— — —
Men en Dag vil den fedtede Vogn
møde de blaa Husarer —
da vil Du dreje Øret
og lytte til disse Fanfarer.
Da ser Din enfoldige Sjæl
sommerligt blomstrende Marker
med Heste, der utaalmodigt
i Tuernes Græsstraa sparker.
Og Solen lyner i Staal,
i Skede og Sabelfæste —
Du hører atter den dejlige
Lyd af springende Heste —.
— — —
— — —
Men Gardehusarerne rider forbi,
og Kusken biir ked af at kigge,
saa vender han Skraaen og brummer:
Naada, Din gamle Krikke!