Der staar en Mand i min Stue,
graat er hans Haar at skue —
med ét jeg bliver det vår:
den Mand er min Far.
Sært spundet er Dagenes Gang
af Graad og taareløs Sang —
forunderligt bundløse Sind:
paa det nære ser jeg mig blind.
Et Menneske lever og ældes
blandt Sjæle, der spirer og fældes —
med ét jeg smerteligt ser
det smuldre det sprøde Ler.
En Sjæl, der sørger og glædes
med mig, hvor i Verden jeg stedes —
hvor er det Hele dog sært,
at mit Liv blev en Anden saa kært.
Hvad har jeg at give tilbage
gennem de segnende Dage,
der langsomt tærer og graaner,
mens Sole byttes med Maaner.
Det er kun i en enkelt Stund:
et Ord, et Smil om min Mund,
et Tryk af min Haand om hans Haand,
der viser, jeg er af hans Aand.
Kun fattige Ting kan vi give,
Far, mens vi er i Live —
Du aanded’ dog Liv paa mit Støv
en Majnat, da Knop blev til Løv.