Det var den unge Hr. Løvfrø,
Han var sig en Ridder skjøn;
Sølverbjælder paa Snabelsko,
Dertil en Kjortel grøn.
Men selv han voldte sin Kvide.
Sølverbjælder paa Snabelsko,
Dertil en Stemme stærk;
Sang han mellem de Fugle smaa,
Det klang som et Orgelværk.
Det var den unge Hr. Løvfrø,
Han sidder paa Hasselblad;
Slog han Strengen af roden Guld,
Om Fruertro han kvad.
Selv han eier et Blomster,
Hun er ham fuldelig tro;
Løvfrølille hedder hans Viv,
Hun monne i Mosen boe.
Løvfrølille hedder hans Viv,
Og var han en Asker Ryg,
Reiste af Guld han Taarne op
Hundrede vist mod Sky.
Rasler det da i Revl og Krat, —
Frem triner hans Væbner graa;
Det er Hr. Fiirbeen Snarensvend,
Saa sørgelig monne han traae.
Det er Hr. Fiirbeen Snarensvend,
Han kommer fra Elverstød:
„Hil være Eder, min Herre god,
I times en svarlig Nød!
Fru Løvfrølille har født inat
Vel hundrede Sønner smaa,
Men Padden hun er saa led en Trold,
Og de er Skiftinger graae.
Ja, Padden hun er saa led en Trold,
Hun lokked Fru Løvfrølil!
Hr. Aal han er sig en Hofmand glat
Og ham hendes Hu staaer til!
Hr. Aal han er sig en Hofmand gild,
Han føier sin Tale vel;
De mødtes alt i den Fruerlund,
Naar Maanen lyste ved Kveld.“
Blegner Hr. Ridder Løvfrø brat,
Han griber til Staal og Stang;
Over den Myretue
Vist femten Tommer han sprang.
Over den Myretue
Sprang han vel femten Fod;
Hver en Pusling i Høien var,
Blev da i Hu saa mod.
Leder han frem sin Ganger god,
Det var den Mysling graa;
Spranget Mile og Sadelgjord
Lægger han selver paa.
Rider han til den Mose ned
Alt paa sin Ganger graa;
Saae han der Fru Løvfrølil
Med hundrede Sønner smaa.
Saae han de hundrede Sønner
Alt i det dybe Vand;
Alle ligned Hr. Ridder Aal
Og bare Kapper som han.
Det var Ridder Hr. Løvfrø,
Han blev i Hu saa gram:
„Hjælpe mig hver en Ellemand,
Nu skuer jeg selv min Skam.“
Satte sig Ridder Hr. Løvfrø
Op paa et Duunhammerblad;
Ei han smilte og ei han lo
Tre hellige Uger i Rad.
Ei han rørte ved Staal eller Streng
Og ei ved sin Ganger graa;
Hørte han da en Sommerkveld
De Klokker saa sagteligt gaae.
Hørte han da en Sommerkveld
De Klokker saa sagteligt klang:
„Hjælpe mig nu liver Lygtemand,
Det er Løvfrølilles Sang!“
Ned han hopped fra Duunhammerblad
Saa taus han lyttede til:
„Hjælpe mig hver en Ellemand,
Det er Løvfrølilles Spil!“
Ude i Bølgen paa Aakandeblad
Saae han sin Frue staae;
Selv hun lærte hvert lidet Kind
At lege som Klokker smaa.
Selv hun stod i de Sønners Flor,
Klædt i Silkesærk grøn;
Ingen ligned Hr. Ridder Aal,
Men Alle Hr. Løvfrø skjøn.
Ingen ligned en Skifting led;
Alle vare de smaa,
Hver dog havde sin Kaabe,
Dertil Snabelsko paa.
Hver dog havde sin Kaabe grøn,
Dertil en Stemme stærk;
Saae da Ridder Hr. Løvfrø,
Det var hans eget Værk.
Ud sprang Ridder Hr. Løvfrø,
Han var i sit Hjerte saa glad;
Svømmed han sig over striden Strøm
Alt til det Aakandeblad.
Der blev stor Gammen og mere Fryd,
Paa Mysling de begge red;
Han og Fru Løvfrølille,
De taltes saameget ved.
Han og Fru Løvfrølille,
Dem fulgte de Sønner smaa;
Der blev stor Glæde paa Løvfrøborg,
Da frem man skride dem saae.
Der blev stor Glæde i al den Gaard,
Hver glemte sin Kvide brat;
Saa treen de Dandsen i Elversal
Hele den Sommernat.
Saa lode de atter det Bryllup staae
Med megen Glæde og Gammen;
Og ere de ikke døde endda,
End leve de begge sammen.
Thi raader jeg nu hver Dannismand,
Han høre ei Hadingsord!
Skvalder er heel giftig en Blomst,
Saa let hun i Hjertet groer.
Varer jeg end hver Ungersvend,
Han mindes det gamle Bud:
Hvor Nidkjærhed gaaer i Hjertet ind
Gaaer Kjærlighed ofte ud!
Men selv han voldte sin Kvide.