Derude paa Havdybet drive
Smaakrabberne frit deres Spil;
De troer nu, at deres Lige
Er ikke i Verden til.
Det er de snurrigste Fyre,
Som Nogen i Verden vil see:
Fortil et uhyre Hoved,
Prydet med Pandehorn tre.
Bagtil en nydelig Hale,
Leddet, tynd og gracil;
Røres blot Svømmeviften,
Fare de bort som en Piil.
Øinene stander i Rader
Paa det letsindige Kryb,
Saa de paa eengang kan skue
Himlens og Havets Dyb.
Dertil har de langt flere,
End vi Mennesker fik,
Og da de Øielaag mangler,
Har de et friere Blik.
Kort, — deres hele Skabning
Er noget mageløst Stort,
Uden Tvivlsmaal det Bedste,
Som Herren paa Jord har gjort.
De drømme saa deiligt derude
I Bølgernes glimtende Skjær;
Hver veed, at Storheden kommer,
Saasnart han voxer lidt meer.
Alt nu har de Hjelm og Pandser
Og Skjold baade for og bag;
Det tyder paa adeligt Mærke,
Det er jo en afgjort Sag.
Foroven Maagerne stryger
Saa lette, som Havets Vind,
Forneden staaer Torsk og Makreler
Med hungrigt, lurende Sind.
Men Krabberne ligger og drømmer,
At naar de Storheden naae,
Saa faae de Maagernes Vinger
Og Torskenes Haler paa.
Saa kan de svømme i Luften
Som nu i det klare Vand,
Og saa faae de ogsaa Makrelens
Vidunderligt store Forstand.
Hver føler, hvordan der gjærer
I ham en mægtig Idee;
Naar den blot bryder igjennem,
Saa vil der Mirakler skee.
Saa revne de alle i Ryggen,
Saa skifte de Ham polisk,
Men hvad der kom ud af Hammen,
Var hverken Fugl eller Fisk.
Det er de samme Gestalter,
Aldeles den samme Norm,
Kun mere klodset og klumpet
I Halens og Hovedets Form.
Lidt Ansats til Korpulence
Kan aldrig gjøre Fortred;
Dog drager dem Corpusmassen
I dybere Vandlag ned.
Dér sees vel intet til Himlen,
Men dog er der ganske kjønt;
Thi Solen ligner en Maane,
Og Vandet er deiligt grønt.
Saa kan man ogsaa med Lethed
See nedad mod Havets Dyb
Og gjøre intimt Bekjendtskab
Med Havbundens slimede Kryb.
Og jublende mod dem kommer
De Hummers og Reiers Chor;
Det er nu toute la famille,
Der følger Faer og Moer.
Da revne de af Begei string
I Ryggen endnu engang
Og synke saa for bestandigt
Tilbunds mellem Steen og Tang.
Der sidde de gamle Krabber
Og lære de Krabber smaa
Forsigtigt at gaae til Siden
Og ei busse lige paa.
Thi det en Hovedregel
Ved Krabbernes Akademi;
Den anden er ligesom denne:
At holde sin Bøtte i.
Saa faae de deres Examiner,
Medailler af Østersskal,
Og Dagen efter Examen
De frie paa et Krabbebal.
Saa er der stor Jubel i Leiren,
Med Halen Krabberne slaae;
See, det er nu deres Maade
At yttre Begeistring paa.
Naar saa de har circuleret
Den ganske Familie rundt,
Saa blive tilsidst de gifte
Og Levebrød dem forundt.
De kravler omkring og slider
For Føde til Kone og Børn;
Og glemmer, at eengang Tanken
Mod Lyset fløi som en Ørn.
De kravler omkring og træller
Alt for den usleste Sold;
De glemme reent, at de førte
Forhen Vaaben og Skjold.
De kravle som jevne Philistre
Livets rolige Gang
Og rode med deres Saxe
I Dynd og i Blæretang.
Med Vers, med Sang og med Tale
De lægges tilsidst i Grav,
Og med de hule Skaller
Leger det rastløse Hav.
Og Havet hvidsker til Jorden
Det, som i Dybet er skeet;
Men Jorden smiler og svarer:
„Det Samme har selv jeg seet.“