Siig, husker Du første Gang jeg Dig saae
Hiin Aften ved Dandsen i Lunden?
Skoven duftede, Himlen var blaa,
Sølvklare Skyer om Maanen laae
Og leged i Aftenstunden.
Faklerne flammede, Hornene klang,
Inde fra Skoven lød Latter og Sang,
Da mødte jeg Dig paa min eensomme Gang —
Et Blik — og Du var forsvunden.
Som Duggperlens Blink i det blomstrende Krat,
Der vugges for Vaardagens Vinde,
Som Stjerneskudslysning i Efteraarsnat,
Der flammer saa mildt og slukkes saa brat,
Saa faldt det Blik mig paa Sinde,
Som elleskudt stod jeg — hvad var der mig hændt?
Da klang der en Stemme: „Aa, maa jeg faae tændt!
De husker mig vist? — En gammel Bekjendt!
Hos Dem kan lidt Fyr jeg vel finde?”
Forpagteren tændte og vedblev saa,
Imedens Du bortsvandt i Skyggen:
„De stirrer saa traurigt mod Himlens Blaa;
Ja, kunde lidt mere Regn vi faae,
Saa vilde det hjælpe paa Byggen.
For hun er kun tynd!” — „Hvad siger De? — Hun!
Hvem er det De mener?” — „Jeg mener kun,
Hvis ei vi faae Regn om en føie Stund,
Saa faae vi ei Gryn til vort Kjøkken!”