Jeg vandrer gjennem Verden saa freidigt og saa let,
Slet Ingenting generer min Gang;
Lad Verden saa kalde mig god eller slet,
Det jubler jeg bort i en Sang.
Thi selv er jeg en Sommerfugl, og Pigerne de smaa
Er Blomster paa min flagrende Flugt,
Jeg vælger kun de sødeste, de andre la’er jeg gaae —
Jeg vælger kun Det, som er smukt.
Jeg ynkes over Bien, der fylder Cellens Kruus
Og tænker paa Vinterens Nød;
Jeg græder over Myren, der bygger sig sit Huus
I Jordspaltens bælgmørke Skjød.
Thi siig mig, hvad hjælper al den Slæben, al den Slid,
Og at man for Viisdom faaer Ord,
Naar Alt, hvad man faaer ud af sit Liv og sin Tid
Kun bliver — en Tue af Jord?
Lad Myren da kaste sine Vinger for at gaae
Som Trældyr i Mørke og Nat,
Lad Bien give Giften og Livet for at faae
En Hævn for sin ranede Skat,
Jeg slaaer med mine Vinger fra Gry til Aften seen,
Er Livet og Blomsterne huld,
Og flagrer jeg mod Døden, saa findes der vel En,
Som høiner mig en Tue af Muld.