Som stærke Dæmoner,
Som Aander, der laae
Fængslede dybt
I tusinde Aar
Under Klippernes Fjeldmuur,
Saa suse nu frem
I al deres Vildhed
Stormveirets Aander.
Hør, hvor de hvirvle
Og hvisle og hvine!
Gjennem forrevne,
Selsomt formede,
Guulhvide Skyer,
Skride de frem
Og male dem sammen
Til styrtende Skylregn.
Solen er sunken
Og Mørket kommer;
Men dybt i Vest
Staaer der endnu
Et underligt, blegguult
Skinnende Skjær,
Som spøgelseagtigt
Gyder sin Glands
Over vort Storseils
Bugede Flade.
Her ligger jeg under
Et klapprende Seil.
Vildt Regnen pisker
Ned i mit Aasyn,
Og Kulden kryster
Klamt mine Lemmer.
Jeg tør ei tøve
Længer i Lasten!
Matroserne maalte
Mit angstfulde Aasyn
Med mørke Miner,
Og naar de slog
De skummende Søer
Mod Skibets sittrende
Kobberbeklædning,
Klang det som Klokker,
Der lyde til Lig.
Jeg vil ei hvile
Længer i Lasten
Mens det er mørkt.
Naar Skibet sukked
Dybt, som i Dødskamp,
Klang det igjen
Som Sukket, hans Suk,
Ham, jeg har myrdet.
Nei, jeg vil bort!
Bort til fjerne,
Fremmede Lande,
Hvor Ingen seer mig!
Bort fra Hjemmet,
Fra Barndomsminderne
Og, fremfor Alt,
Fra Blodet derhjemme!
Hør, det drypper
Fra Ræer og Reisning!
Hvad er det, der falder
Ned paa mit Ansigt?
O Gud, det er Blod!
Lunkent og varmt
Drypper det ned
Fra Himmelens Hvælving.
Og se blot, se!
Hvad er det, som dingler
Høit over mit Hoved
Paa Raanokkens Spids?
Se, hvor det svaier
Og svinger i Stormen!
Det klynker og jamrer,
Det ligner et Gjenfærd
Af En, som er hængt.
Ak, nei! Jeg er syg,
Og Feberen farer
Angst gjennem Aaren.
Liget deroppe
Er kun et Seil —
Og Blodet Dampen
Fra Skibets Skorsteen,
Tætnet i Kulden.
Hvad er det, jeg seer?
Over skumhvide Søer
Styrer et Skib
Med svimlende Reisning.
Hvad er det for et?
Det har jo ei Master —
Alt, Alting er Seil,
Skinnende skjær det
Lige imod os
Og lyser som Sneeblink.
Dødsseileren er det!
Luften bli’er kold
Som Iis, og Stormen
Hvæsser sin Vinge.
Se blot de hvide
Matroser deroppe
Med isgraat Haar!
I Sneestormskappe
Med Dødens Raaber
Brøler Kaptainen
Deroppe fra Skandsen.
Hvad var det han raabte?
Nei, det var et Brag! —
Himmel! — Vi krænger,
Og Bølgerne trænger
Vildt over Skibet!
Hjælp! — Lad mig faae fat!
Hvor er Masten? —
Siig, er det den
Som driver derhenne?
Hjælp! — Hjælp mig!
Alt bliver Nat!