Af halvtudviskede Blade
Han eied en kostelig Skat;
Han læste dem aldrig om Dagen,
Men kun i den ensomme Nat.
Naar Nytaarspotterne knalded
Med Buldren paa Bryggerens Port
Og larmed, som om de troede,
De noget Stort havde gjort.
Da tog han den gulnede Pakke
Og løste dens falmede Baand,
Saa skrued han Lampen iveiret,
Langsomt med rystende Haand.
Da bredte han ud for Lyset
Mindernes flagrende Hær;
Hans Kinder blussed, og Øiet
Fik atter sit gamle Skjær.
Først kom af Livshaab strømmende
Studenterlivets Lyst
Og fyldte med et drømmende
Gjenskjær lians Bryst.
Det var hans Ungdoms Sange,
Som tidt og mange Gange
Klang gjennem Skov og over Kyst
I Nætterne de lange.
Nu var de døde, som Sangen havde sungen,
Brudt deres Røst.
Strængen, som svulmed af Livslyst, var sprungen,
Mindets Stemmer klang, som Stormens Suus i Høst.
Saa dukked et andet Billed
Af Bladene frem,
Og for Erindringen stilled
Sig hendes Hjem.
Humlerankerne skygged for Haven,
Brombær hang i Klynger over Steengjærdets Læ,
Ænderne rapped derude i Graven,
Bierne summed om det store Lindetræ.
Og under dets lyse, duftende Hang
Sad hun og sang
Med Sytøiet hvilende paa Skjødet;
Hun aned jo ikke, at han stod saa nær
Under skyggende Træer
Og lyttede, henrykt ved Mødet.
Thi hvad hun sang med smeltet Bryst,
Og hvad der klang med dæmpet Lyst
Igjennem Havens Gange,
Det var hans bedste Tankers Strøm,
Det var hans vaagne Nætters Drøm,
Det var hans Elskovs Sange.
Ak, hun var død, som Sangen havde sungen,
Brudt hendes Røst.
Strængen, som bæved af Længsel, var sprungen,
Mindets Stemmer klang som Nattens Vind i Høst.
Larmen paa Gaden var endt,
Sneen lysned derude,
Iisblomster havde sig spændt
Over den tilfrosne Rude.
Lampen stod udbrændt i Dagningens Skjær,
Selv sad han lænet mod Sophaens Pude,
Riimblomster tindred i Voldbakkens Træer,
Spurvene kviddred derude.
Ja, han var død, som Sangen havde skreven,
Brudt var hans Røst.
Strængen, som bæved af Veemod, var reven
Sønder som Bladet, der falder seent i Høst.