Der fløi et Brev fra Hjemmet,
Det havde ei Tegn eller Ord;
Det gjemte ikkun et falmet,
Halvvissent Blomsterflor.
En fordums hvid Anemone
Og tvende Violer smaae
Med tørrede Vedbendblade
Tilsammen i Brevet laae.
Jeg saae paa de visnede Blomster,
Og frem for mit Syn der steg
Et Billed, som gjorde min Tanke
Saa barnligblød og veg.
Ja, det var, Egøe, din lyse
Skovbunds vaarlige Pragt,
Og det var Mindet, der skjultes
I Blomsternes falmede Dragt.
Jeg saae dine kullede Ege,
Saae Vedbenden klattre frem
Og snoe sig hen under Reden,
Hvor Heirerne har deres Hjem.
Jeg hørte Solsortens Fløiten
Og Nattergalenes Slag,
Og Storken, som knebbrede henne
Fra Skovfogdens lave Tag.
Saa kom der et Pust fra Noret,
En Hilsen fra Bølgernes Hjem,
Og atter trylledes nye
Minder for Tanken frem.
Jeg vuggedes atter i Baaden
Alt paa det grønlige Dyb
Og fisked efter den hvide
Musling blandt Bundens Kryb.
Og atter Billedet skifted.
Jeg gik i „Poëtens Gang”,
Hvor Caprifolien vildsomt
I Egenes Toppe hang;
Jeg vandrede hjem i den stille
Vaarnats hvilende Fred,
Og alle Minderne fulgte
Som Alfer i mine Fjed.
Da løfted jeg Øiet og stirred —
Til Høire Procida laa,
Til Venstre dukked Gaëta
Som Maagen af Havets Blaa;
Men yderst i Horisonten,
Som født af Bølgernes Skjød,
Hæved Vesuv sit Krater
I Solens synkende Glød.
Jeg vendte mig om forvirret
Mod Monte Nicolas Bræm,
Hvor Maanens Segl den blanke
Bag Bjerget glimtede frem.
Jeg saae paa Kastanjernes Stammer
Paa Vignernes hvide Mur —
Da følte jeg ret, hvor fremmed
Jeg var i Sydens Natur.
Jeg hørte de selsomme Toner
I Hyrdernes drævende Sang,
Jeg saae, hvor de hede Kilder
Med Larmen af Dybet sprang,
Jeg klattred i Fjeldets Kløfter
Paa Lavaen tør og fiin,
Som føder de mørke Øine
Og Sydens glødende Viin.
Men midt i Aftenens Gløden
Og under Orangernes Duft,
Var det, som snapped jeg efter
Et Pust blot af Nordens Luft.
Jeg lukkede rask for Brevet,
For Blomsternes falmede Skjær.
Og spurgte mig selv veemodigt
„Hvad vil Du egentligt her?”