Deroppe hos Baronen
Var han Dagligdagsgjæst;
Thi gaves Soupéer,
Dinéer eller Fest,
Da fandt han Døren lukket,
Da kjendte man ham ei;
Thi Borgerbræm og Adelsslæb
Fik aldrig Fællesvei.
Dog var der En, som ikke
Det i sit Hoved fik,
Som saae paa hele Verden
Med ganske andet Blik.
Hun var — som man kan tænke —
Et Barn i Et og Alt;
„Den lille Baronesse”
Blev i Egnen hun kaldt.
Den lille — thi den store
Sad i sin Rullestol
Og glimred som en ældre,
Velvillig Naadens-Sol.
Nedladende — med Maade —
Sad hun som Himlens Tolk
Og deelte Psalmebøger
Til Sognets Fattigfolk.
Hun ynded Degn og Klokker,
Dertil den gamle Præst;
Men Præstens Søn fik Texten
Baade skreven og læst;
Thi baade „uberegnelig”
Og „gauche” hun ham fandt,
Og dertil, destoværre,
I høi Grad „arrogant”.
Thi var han ikke buden
Til Baronessens Bal,
Som feiredes deroppe
I Herregaardens Sal.
Hun gav et saadant aarligt
— Det var en gammel Skik —
Og netop samme Aften,
Han hjem fra Skoven gik.
Og da han kom til Stenten
Fra Skovens dunkle Sti,
Da klang ham imøde
En munter Melodi.
Der var i disse Toner
En Jubelklang, et Spil,
Saa taus, med bøiet Hoved,
Han lyttede dertil.
Det var de samme Takters
Forlokkende Klang,
De samme Elskovsrhythmers
Letsvævende Gang,
De samme Tonebølgers
Sødtrullende Strøm,
Som engang havde baaret
Hans Elskovs første Drøm.
Saa stod han taus og lytted
Til Dandsen var endt,
Og Ingen skulde kjende
Den glade Student.
Det var, som straaled Lysblink
Fra hans Aasyn og Blik,
Da tankefuld og stille
Han ind i Haven gik.
Dér stod et gammelt Lysthus,
Og som en Rimfrost fiin
Hang over Loft og Vægge
Den duftende Jasmin.
Herfra han kunde skue
Gjennem Vindvernes Glar
Langt ind i Dandsesalen
Til de svævende Par.
Men som han dér betragted
Baronens Assemblée,
Han vidste knap, om græde
Han skulde eller lee;
Thi Snørelivsaander
Med Kors og Stjerner paa,
Samt store Crinoliner
Var Alt, hvad han saae.
Som Positivdukker
Til Lireslagets Takt,
Som Marionetter strunke
I Anstand og i Dragt,
De Par ved Par sig dreied
Saa stive som en Muur,
Med Blikke, som de pønsede
Paa Cirklens Kvadratur.
Hist neied man og bukked,
Gav Handsketryk og Blik,
Her fik tre Kammerjunkre
Eet „greveligt” Nik;
Dér haged sig en blegnet,
Afdanket Hofplanet
I Halen paa en nybagt,
Høiadelig Comet.
Som Møllehjulets Snurren
I det boblende Vand,
Som Rullesteens Ramlen
Langs Havstokkens Rand,
Saa gik de hule Phrasers
Beregnede Portion
Omkring som sidste Rester
Af en presset Citron.
Der laa en Frihedsmangel
I hvert Ord, som blev talt;
Det smagte ei af attisk,
Men meer af engelsk Salt.
Det var som laa der Sminke
Ei blot paa Hals og Mund,
Men lige ned til Hjertets
Allerlønligste Grund.
Men adspredt og urolig
Med sammentrukne Bryn
Han stirred, som han vented
Et natligt Aandesyn.
Da klirred Salens Døre,
Og frem blandt Vrimlen treen
Hun selv som en duftfyldt,
Vaarfager Rosengreen.
Hvor var hun fiin og lille
I denne lyse Dragt,
Med Haaret rigt opbundet
I al dets gyldne Pragt;
Hvor var ei let og fager
Hendes smidige Fod,
Hvor rødmed hun, som Ingen
At rødme forstod.
Som Havets sølvblaae Vande
Saa bølged Florets Bræm,
Og Aakandeblomster
Sig vuggede paa dem;
Og da hun bort sig vendte
Til den fjerlette Dands,
Da saae han paa Haaret
Skovhybenrosens Krands.
Han fulgte hver en Vending,
Som Falken Duens Flugt,
Saa sank han hen i Drømme
Med begge Øine lukt.
Hun tyktes ham som Skovens
Letstrygende Hind,
Og selv var han Jægeren,
Som hentede den ind.
Men da han opslog Øiet,
Var endt hendes Dands,
Og rundt omkring sig trængte
En næsviis Junkerkrands.
Hun stod som mellem Æsler
En spillende Raa,
Det var en Gru at tænke,
End sige see derpaa.
Dog tvang han sig at blive;
Han kjendte hendes Skik,
Hver Aften hun i Løndom
Til Lysthuset gik;
Dér ordned hun, beskyttet
Af Jasminernes Gjem,
De Gaver, som hun bragte
Til de Fattiges Hjem.
Imorgen var det Søndag;
Den Dag hun aldrig sveg,
Og mindst for en Aftens
Betydningsløse Leg;
Thi sad han ganske stille,
Mens Natten drev paa,
Og lod de stille Tanker
Mod Stjernerne gaae.
Det led alt hen mod Midnat
Og Dandsen var endt;
Paa Himlen havde Maanen
Sin halve Fakkel tændt,
Da rasled det i Gangen,
Han lyttede dertil —
Den Lyd var ham langt kjærere
End Strengenes Spil.
Han reiste sig med Ringen
I sin udstrakte Haand,
Hun veg et Skridt tilbage,
Som saae hun en Aand,
Dog fatted hun sig hurtigt,
Hun traadte ham nær
Og spurgte mildt og roligt:
„Hvad vil De mig her?”
„I Natten dulgt” — han mæled —
„Jeg kommer her som Gjæst;
Ei turde jeg Dem søge
Ved slig celeber Fest.”
Han smilte lidt ironisk
Ved disse sidste Ord,
Dog var det som en Gysning
Igjennem ham foer.
„Jeg kommer” — saa han vedblev —
„At bringe mit Farvel,
Og for paa Falderebet
At gjøre Ret og Skjel.
Det var for seent, ifald jeg
Imorgen først kom —
Naar Dagen gryer, da er jeg
Paa Veien til Rom.”
„De reiser?” hun udbrød
Med smertelig Hast
Og med en Røst, som var det
En Citherstreng, der brast.
„Jeg reiser!” — saa han svared —
„Her er for koldt i Nord!”
Hun gjentog som i Drømme
Hans sidste, bittre Ord.
„Jeg reiser, for at varmes
Af Sydens Skjønhedsild;
Jeg væmmes tidt, herhjemme
Ved det smaalige Spil.
Dog før jeg breder Vingen,
Jeg skylder Dem en Ting;
Jeg fundet har i Aften
Ved Slusen Deres Ring.
Jeg drog den op af Søen,
Da jeg min Snøre svang,
Men Andemad og Frøbid
Omkring dens Perler hang.
Rubinerne de røde
Var blevne muddergraae,
Og Guldet var lidt plettet,
Det sees endnu derpaa.
Dog kan den prægtigt laves
Af en Guldsmed i Stand,
Saa Perlerne lyse
Med Bjergelvens Vand;
Han pudser og Rubiner
Og Guld med kyndig Haand —
Saa mangler der ei Andet
End Ringens egen Aand.
Men om den blev dernede
I Mudderdybet kvalt,
Og om den som et Offer
For Hængedyndet faldt —
Det gjør ei Stort til Sagen;
Thi Ingen spørge vil
Om Aanden, naar blot Guldet
Og Glimmeren er til.”
Hun stod som bedøvet
Og mæled ei et Ord,
Fra Haanden trilled Ringen
Paa den gruslagte Jord.
Hun saae med sænket Øie
Alt ned for sin Fod;
Det var som hun hørte,
Men ei ham forstod.
„Der gives tvende Veie”
— Saa mæled han igjen —
„Men Maalet er forskjelligt,
Hvortil de føre hen.
Den ene gaaer til Livet,
Men gjennem Sorg og Nød;
Den anden gjennem Løgnen
Til den evige Død.
Den ene gaaer mod Tankens
Og mod Ideens Hjem,
Og snoer sig som en Skovsti
Snart smilende frem;
Men snart er den bevoxen
Med Tvivlens Tjørnekrat,
Og strængt maa der stræbes
Ved Dag og ved Nat.
Den anden er en magelig
Og brolagt Kongevei.
Man kjører den bestandig,
Thi gaae den kan man ei.
Dertil for glat og slibrig
Den blev ved alt det Slid
Af Slægterne, der vandred
Paa den fra Arilds Tid.
Den faaer sit Læ, sin Skygge
Af Formens fine Løv,
Den vandes jævnt med Smiger
Mod Kjedsomhedens Støv;
Planeret, nivelleret,
Med langstrakt Perspektiv,
Den fører til det tomme,
Ideeforladte Liv.
Men dér, hvor den begynder,
Dér findes der en Grav,
Saa dyb, at end man ikke
Fandt Bund med nogen Stav.
Deri maa Hver først lægge
Sin bedste Eiendom;
Thi ellers han ret aldrig
Til Fashionslivet kom.”
Han standsede bevæget,
Tog hendes Haand i sin;
Han blegnede fast mere
End Havens Jasmin.
„Og hvad skal jeg vel lægge”,
— Hun ham til Gjensvar gav —
„Naar ogsaa jeg nu kommer
Til denne store Grav?”
Han svarede veemodigt
Med stærkt bevæget Aand,
Imedens fast han trykked
Den spæde Jomfruhaand:
„Det vil jeg Dem fortælle
Heel aabent og kort,
Maaskee kan det Dem hjælpe,
Naar jeg drager bort.
Læg ned først Aandens Klarhed
Og Ordets frie Røst,
Hver Sang, som Dem bragte
Enten Haab eller Trøst,
Hver Mening, der viger
Fra den gjældende Norm —
Til Gjengjæld faaes for dette
En ganske udsøgt Form.
Læg ned i Gravens Mørke
Saa Hjertets bedste Drøm,
Hver bævende Stemning,
Hver Tanke varm og øm,
Hver higende Længsel,
Hver Taare og hvert Suk —
Til Gjengjæld faaes for dette
Et Smiil og et Buk.
Læg ned saa Skovens Friskhed
Og Sommerfuglens Flugt,
Og Havets Bølgebrusen
Og Søens Sivbræmsbugt;
Læg Nattergalens Sange
Og Aftenluften sval —
Til Gjengjæld faaes for dette
En pyntet Selskabssal.
Læg ned, hvad der er kjærest
For Sjælens indre Sands;
Men læg dog først og fremmest
Den friske Hybenkrands,
Hiint Skovens Tegn paa Frihed,
Paa Liv og Kjærlighed,
Som værner om sin Uskyld,
Maa først i Graven ned.”
Han slap det fine Haandled,
Brød af sin Tales Ild;
Hun greb om Lysthusgittret
Og læned sig dertil.
Af hendes Aasyn lyste
En Angst og en Gru —
Hun hvisked: „Dér er Drømmen!
Nu kom jeg den i Hu!
Den stod saa tung og taaget
Ved Dagskjærets Lys,
Og dog endnu jeg føler
Det isnende Gys,
Der som en Dødens Aande
Igjennem Hjertet gik —”
Her tav hun, og han vented
Med spørgende Blik.
„Jeg drømte”, svagt hun hvisked,
„Jeg smykket blev til Fest,
Og i min Dragt der mangled
Ikkun den sidste Rest;
Det var de vilde Roser
Fra Skovsøens Hjem —
Da kom min Kammerpige
Og bragte mig dem.
Jeg fletted mig i Haaret
Den svaie Rosengreen,
Og da jeg vel var færdig,
Jeg hen for Speilet treen;
Dér ordned jeg det Sidste
Af Fletningens Krands,
Og vilde glad just ile
Til den ventede Dands.
Da var det, som et Vindpust
Igjennem Stuen gik,
Og dybt i Speilet saae
jeg Med angstfulde Blik,
Hvordan de fine Blomster
Til Jord faldt en for en,
Saa ikkun blev tilbage
Den tørre Rosengreen.
Den krummed og den vandt sig
Med stive Torne paa,
Og Tornene voxed
Jo meer jeg saae derpaa.
Da kjendte jeg det Hele —
Det Tornekronen var.
Som Frelseren paa Veien
Til Golgatha bar.
Da vaagned jeg af Drømmen
Saa kold som et Lig;
Jeg hørte end mit eget
Hendøende Skrig.
For dette Liv, saa usselt,
Er der ei Frelse skabt —
O, Gud, hvor er det frygteligt
At føle sig fortabt!”
Han stod som selv han drømte;
Hun op imod ham saae,
Der tindred tunge Taarer
I disse Øines Blaa.
Der laa et Hav af Smerte
Om hendes Mundvig dulgt,
Hun skjælved, som hun følte
Sig piint og forfulgt.
Det greb ham — han slynged
Sin Arm om hendes Liv,
Og hviskede bevæget
Blot disse Ord: „Tilgiv!
Jeg føler mig som Klinten
I Herrens rige Sæd” —
Da læned hun sit Hoved
Mod hans Skulder og græd.
„O, aned Du”, hun hvisked,
„Hvad jeg i Løn har lidt,
Hvor jeg i tunge Nætter
Og Dage har stridt,
Da havde Du ei bøiet
Mit Livshaab mod Jord,
Da havde Du ei talet
Saa jernhaarde Ord!”
Han bøied sig og sagde:
„Jeg var for Tvivlen Boldt,
Snart glødede mit Hjerte,
Snart blev det atter koldt;
Saae jeg Din unge Skjønhed
Blandt hine Narres Chor,
Det var mig som en Bibel,
Slængt paa et Spillebord.
Da frygted jeg, Du havde
Din lyse Vei forspildt,
Da rased jeg mod Verden
Baade bittert og vildt;
Thi Intet er saa frygteligt,
Som Det at see forgaae
En Sjæl, som man har elsket
Og troet og haabet paa.
Men hvor jeg var forblindet,
Det seer jeg først nu;
Thi den, der har kjæmpet
Saa trofast som Du,
Den trænger ei i Striden
Til en hjælpende Haand;
Nei, det er mig, som trænger
Til Din Kjærlighedsaand.
Men nu, just nu, at skilles,
Det falder mig svært;
Thi hvor er nu den Viisdom,
Som Noget faaer mig lært,
Hvad er vel Myrthens Skygge
I Laurernes Land
Mod Dig, min stille Rose,
Ved Skovsøens Vand?
Hvad er de sidste Rester
Af et oldtidssløvt Folk
Mod Dig, mit Hjertes rige,
Forunderlige Tolk?
Hvad er hvert Kunstens Billed
I Marmor eller Leer
Imod Din ranke Skabning,
Som nu jeg den seer?
Thi giv mig, før jeg vandrer
Fra Mindernes Egn,
Paa al min nye Lykke
Et stærkt og varigt Tegn!
Et Tegn, som kan mig følge
Udover Land og Hav,
Et Tegn, som man kan lægge
Engang paa min Grav.”
Hun smilte gjennem Taarer,
Hun løfted op sin Haand,
Saa løste hun af Haaret
Den rige Rosenvaand;
Den krummed og den vandt sig
Med røde Rosers Blad,
Men der var ei et eneste,
Som splittedes ad.
„Tag den” — hun sagte hvisked —
„Hver Knup er frisk og ung;
Den er for god at lægges
I Graven mørk og tung.
Og skulde, som i Drømmen,
Dens Torne spire frem;
Velan, saa er vi Tvende,
Som trofast dele dem!”