Sandet føg, og Stormen jog
Havskummet op imod Klittagets Bræmme
Guulblege, takkede Skyer drog
Henover Solen, som lige var fremme.
Bølgerne flød med drivende Vrag,
Splintrede Master rulled i Sandet,
Maagen steg med den gryende Dag,
Hvirvledes atter ind over Landet.
Hjeilen tav, og Lærken tog
Læ under Lyngtørvens filtrede Tue —
Hen over Heden sig Tvende drog,
Kinden var bleg, men Blikket i Lue.
Skuddet traf. Den gryende Dag
Saae ham rulle livløs i Sandet;
Men som et splintret, drivende Vrag
Førte Baaden den Anden fra Landet.
Heden laa saa tung og tom,
Blodblomster spired fra Gyvelens Kviste;
Frem under Hegnet der atter kom
Tvende, som Intet aned og vidste.
„Jesus! — Charles!” hun skreg i Gru.
„Fader! Han ligger deroppe ved Diget!” —
Præsten knæled med sorgfuld Hu;
Præstens Datter græd over Liget.