I Præstegaardens Have
Var der hyggeligt og net;
Hist nyslagne Plainer,
Her Blomster og Bosket.
Vinranken krøb i Bugter
Langs Straatagets Skjæg,
Og Svalerne kviddred
Fra den løvdækte Væg.
Ved Havestuens Døre
En Hængebirk stod
Med Grene, der naaede
Fra Toppen til dens Fod,
Og naar et enkelt Vindpust
Vei gjennem Haven fandt,
Da var det, som den hvisked
Om de Tider, som svandt.
Den stod saa taus, alvorlig
Og mørk som en Gran;
Thi den var Havens første
Og ældste Veteran.
Den havde seet tre Slægter,
Som steg i Graven ned —
Den kjendte lidt til Livet,
Til Død og Kjærlighed.
Nu saae den igjen
Et ungdommeligt Par;
Men det var ikke ganske,
Som ellers det var.
Det var to unge Piger
— Veninder fra Barn —
Den ene havde Guden
Alt fanget i sit Garn.
Paa Havestuens Trappe
Paa det nederste Trin,
Dér sidder Præstens Datter
Og sømmer et Lin.
Hun drømmer vist om Noget
Og henter tungt sit Veir,
Skjøndt Kinden har Rosens
Og Morgenrødens Skjær.
Ved hendes Side sidder
I en Lænestol strakt
Cousinen fra Byen,
I høist moderne Dragt.
De stivede Skjørter
Bruse op som en Flod
Og vise meer end Anklen
Af en silkeklædt Fod.
„Det er, som jeg har sagt Dig”
— Hun nu til Orde ta’er —
„Der er ei Spor af Lighed
Hos dette Vennepar.
Se, blot naar de hilse,
Da lige strax man seer,
At Thorvald er en Klods,
Og Charles Cavaleer.”
Den Lille hun skjælved,
Saa Linet faldt ned,
Dog sagde hun slet Intet,
Og den Ældre blev ved:
„Og se saa disse Øine,
Saa mørke som en Grav,
Hvor Lidenskaben glimter
Som Lyn paa et Hav.
Vel veed jeg, at din Kjærest
Som Kunstner har Rang;
Men seer Du, det han mangler,
Er egenligt Elan.
Paa Ballet, hvor jeg saae ham
Efter Aareløb igjen,
Dér syntes jeg, han ligned
En pyntet Malersvend.
For ellers er han limed
Til Malerkutten graa.
Gud veed, hvad til Hverdag
Han gaaer og tænker paa?
Iaftes ved Bordet
Han sad, som han sov,
Og hele Dagen driver han
I Mark og i Skov.
Da sidstegang han reiste,
Han aldrig til Dig skrev;
Da var det altid Charles,
Som sendte Dig Brev.
Han skriver vist saa yndigt!
Jeg havde Lyst engang” —
Her standsede hun pludseligt
Og nynnede en Sang.
Der blev en lille Pause
— Hver tænkte jo paa Sit —
Da sagde den Yngre
Veemodigt og blidt:
„Naar Thorvald ikke skriver,
Da mindes han vist meer;
Gud veed, om Charles husker,
Naar ei han os seer?”
Cousinen sendte hurtigt
Et speidende Blik;
Den Lille vilde tale,
Men Stemmen slog Klik.
„Naa, bryd Dig ei om Dette”
— Faldt nu den Ældres Ord —
„Maaskee er Thorvald ikke
Saa kold, som jeg troer.
Men det er ellers løierligt —
Idag, da han skal bort,
Han lader Dig alene,
Skjøndt Tiden er kort.
I Aften Klokken Elleve
Jo Diligencen gaaer —
Naa, det er nu Noget,
Som Du vel forstaaer.
Men, ærligt talt, min Pige,
Jeg taalte det ei,
At han, skjøndt forlovet,
Dog gaaer sin egen Vei.
Hvad hjælper det, han maler
Og bli’er en Kunstner stor,
Naar aldrig han taler
Et levende Ord?
Desuden, disse Kunstnere
De har det nu saa sært —
Den Kunst, dem at behage,
Den er ei hurtigt lært.
De sætte Kunsten øverst,
Konen som Nummer To,
Og derfor er der sjeldent
Fred i et Kunstnerbo.
Desuden er de gnavne —
Snart vil det ikke gaae,
Snart mener de, at Verden
Dem ei kan forstaae.
Saa kommer der en Kritiker
Og river dem ned —
Du veed ei, hvor de Mennesker
Kan gjøre Fortred.
Nei, tænk Dig saa Charles!
Husarofficeer,
Dertil fra Hæl til Hoved
En fuldendt Cavaleer.
Og saa — ja, Du maa gjerne
Mod min Smag løbe Storm
Men der er ogsaa Noget
I en kjøn Uniform.
Men jeg har glemt det Bedste,
Som ret er en Trøst,
Veèd Du, at her han bliver
Til seent ud paa Høst?
Manøvren har man opsat,
Det læste jeg i Dag,
Saa reiser han ikke;
Det er en afgjort Sag”.
Den Yngre rask sig bøied
Ned mod et Rosenbed;
Om hendes Kinder alle
De lyse Lokker gled.
Mon det nu var tilfældigt,
Kom Rosen hun for nær?
Men hendes Kinder blussed
Med dobbelt Purpurskjær.
Hun tog en høirød Rose
Og stak den i sit Bryst;
Men Blomsten hørte Sukket —
Det klang: „Til seent i Høst!”
To glimrende Perler
Paa Rosenbladet laa;
Cousinen sagde roligt:
„Det dugger — lad os gaae!”