Nei, det er ikke Sydens Luft,
Der sig i Dag hen over Forum breder,
Og det er ei Orangens Duft,
Som med sit Vingeslag den trindtom spreder —
Det er en hed, en giftig Vind,
Født af Saharas solforbrændte Bølger,
Den bringer Livet til at slumre ind,
Den farver gusten Campagnuolens Kind,
Og i dens Aandedrag sig Febren dølger.
Det er Scirocco! Klædt i Sol og Støv
Sees Forum sittrende i Solskinsstrømme;
Forbrændt og falmet er Acaciens Løv,
Og Bøflen ligger dorsk og tygger Drøv,
Og til Campagnens Friskhed gaaer dens Drømme.
Did styrer ogsaa Hyrdens Tankegang;
Med Hatten skjuler han sin hede Pande,
Og nynner halvbevidst en halvglemt Sang,
Der fører ham til Nemis Myrthehang
Og til Albanersøens friske Vande.
Men høiere mod Nord min Tanke gaaer.
Hvor Vesterhavet i sin Storhed skummer,
Mens Hjeilen klagende i Lyngen slaaer,
Og dulgt i Gyvelklynger Bien brummer,
Dér ligger der en enlig Præstegaard,
Krumbøiet er dens Mønning, straatækt Taget —
Den sorte Stork paa Reden ensom staaer,
Og sort, i snehvidt Sand, staaer ensomt Vraget.
Men vil Du vide, hvorfor Tankens Lyn
I Hast slog ned bag Klittens hvide Banker,
Og hvi det klared op et Hjemlandssyn
Hos mig, som tabt i Roma-Syner vanker —
Da se mod Titusbuen hist, som staaer,
En Kjæmpe lig, fra Oldtids svundne Dage,
Seer Du den gamle Munk, der langsomt gaaer
Igjennem den, og som nu stille staaer
Og skotter ængsteligt og dulgt tilbage?
Saae Du, han sendte os i Smug et Blik,
Som kunde han ei meer sin Længsel tvinge?
Saa vendte han sig hastigt om og gik
Mod Klostret op, hvis Klokker høilydt ringe.
Se! Nu han svinder i den klare Dag
Bag Klostermurens fængselsmørke Skygge —
En lysræd Skygge selv, et strøget Flag,
Der falmer over Livets Kamp og Lykke!
Nu tie Klokkerne i Klostrets Gaard —
De blege Brødre samle sig derinde,
Og, medens Hymnen dæmpet til os naaer,
Jeg maner frem hans svundne Liv og slaaer
Lysfunker ud af hvert et muldnet Minde.
Siig, vil Du høre? Saa vil jeg fortælle
I spredte Træk den gamle Munks Novelle.