Der ligger dybt
I Menneskets Bryst
En higende Længsel
Inderst begravet.
Men ofte slumrer den,
Rolig som Barnet,
Uden at mærkes.
Da slaaer der et Glimt,
Hurtigt som Lynet,
Ned i Menneskets
Rolige Barm,
Og Længselen vækkes.
Nu higer og stræber
Menneskesjælen.
Og Længselen klager
Og kalder og sukker
Efter at favne
En, som forstaaer den;
Og Mennesket kalder
Sin higende Længsel:
Kjærlighedsdrømme.
Men ofte skeer det,
At Længselen sukker
Og klager forgjæves.
Da flagrer den om,
Indtil den finder
Freden og Hvilen
I Troen paa Guds
Evige Naade.
Men ak, der gives
En tredie Længsel,
Den bittreste, værste,
Meest fortærende,
Grusomme Længsel,
Naar man har tabt
Kjær lighedsdrøm men
Og Troen paa Gud, —
Naar man, forskudt
Af den, som man elsker,
Og langt fra sin Gud,
Vandrer alene,
Vildfarende om,
Dreiende sig
I evige, Vanvid
Vækkende Kredse, —
Naar man er nødt
At færdes i Livet,
Smilende, glad,
Med Braaden i Hjertet,
Nødt til at lee,
Juble og synge
Med Graaden i Øiet.
Da gjelder det om
Aldrig at kaste
Sig selv for den Magt,
Som lokker dæmonisk
Menneskesjælen,
Men holde sig fast
I Skjønhedens Rige,
At klynge sig til
Det Sande og Gode
For derigjennem
Veien at finde
Til ham, hvem man endnu
Med al sin Villie
Næppe kan troe paa,
Men fremfor Alt
Aldrig at tabe
Det lysende Billed
Af hende, man elsker,
At holde det fast
I Tidernes flydende,
Vexlende Strømning.
Da kommer der vel
En lysere Tid,
Hvor Billedet mildnes
Uden at falme,
En Tid, hvor det staaer
Som Bjergenes sneedækte,
Lettilhyllede,
Dæmrende Toppe
I Aftenens Solglands.
Da kommer en Tid,
Hvor Lidenskabernes
Oprørte Hav
Lægger sig stille,
Saa kun en Luftning
Fra Mindernes Land
Kruser dets Vover.
Og endelig stiger
Af Tidernes Nat
Hiin Dag, som sikkert
Engang vil komme,
Da Sjælen, forsonet,
Med sig og sin Gud,
Skuer tilbage.
Da takker den ham,
Den evige Kjærligheds
Mægtige Ophav;
Da fatter den først,
At Veien til Troen,
Lyset og Livet
Gjennem Forsagelsens
Sorgfulde Veie
Fører til Gud.