Af alle Ord,
Af alle bittre,
Smertefulde,
Kvalfyldte Ord,
Kjender jeg et,
Et, der kan saare
Dybest og heftigst
Menneskets Bryst,
Og Ordet lyder:
„Forskudt, forsmaaet!"
Værre end Dybets
Haansord og Latter,
Værre end Krybets
Snigende Gift
Bider det Ord
Sig fast i mit Hjerte.
Forskudt, forsmaaet!
O, jeg har prøvet
At trøste mig selv,
Men Alt er forgjæves.
O, kunde jeg græde!
Men ak, jeg kan ei
Længere græde,
Tørt er mit Øie,
Og havde jeg selv
Havets Vande,
Jeg øste dem ud.
Træt er min Hjerne,
Og mat er min Tanke!
Bestandig gaaer den
Den samme Kredsgang
Og gjentager altid,
Stedse, bestandigt:
Forskudt, forsmaaet!
O, evige Gud,
Send mig en Hjælp,
En Trøst og en Lindring.
Thi jeg forgaaer!
Send, hvad Du vil.
Kun send mig ikke
Den kvalfulde Tid,
Som bleger Mindet,
Naar Haabet er udslukt!
Forskudt, forsmaaet
Af hende, jeg elsker!
Nei, jeg vil ikke
Høre det længer,
Og dog, hvor jeg gaaer,
Hvisler det om mig:
Forskudt, forsmaaet!
Nu har jeg lukket
Vinduets Skodder
Alting er mørkt.
Fristeren kommer:
„Livet og Døden",
Hvisker han sagte,
„Ligger i Menneskets
Villie og Haand."
Evige Gud!
Hvad er det, jeg gjør!
Fri mig fra vanvid!
Nei, jeg vil ikke
Længer fortvivle.
Som Barnet klynger
Sig fast til sin Moder,
Saaledes, Gud,
Klynger jeg mig
Fast til dit Ord.
Fra dine Læber
Høres der aldrig
De tunge, bitre,
Kvalfyldte Ord:
Forskudt, forsmaaet!