Jeg laa og saa paa det blaagrønne Vand
med Sol over gyngende Bølger — —
Vinden var hed — og det føg med Sand,
og Luften var blaa som Viol
ved Puerto de Santa Maria! —
Blandt Skum — der var hvidt som fygende Snè,
da Havet tog til at ebbe,
fik jeg et Havfruebryst at sè
og et Haar — — som et taagesort Tæppe!
Jeg laa i en Klit af rygende Sand
med Solbranden over min Pande
og mente, det var et forvirret Syn
der glèd blandt de gurglende Vande.
Thi Præsterne siger, at Gud er god,
han frister ej over Evne — — —
Men Satan logrer for Syn og Sans
med alt, hvad vildt man kan nævne. — —
— — — Saa kom hun —: En solbrændt Zigøjnertøs
og kaldte sig Zarza mia —
slængte sig hen i en Klit for min Fod
ved Puerto de Santa Maria. —
To Øjne — som Havets mosvaade Sten
og Bryn — som Tangplantetrevler,
to nøgne, brune og slanke Bèn —
og en Stemme som Skum over Revler.
En Mund som Koral — saa fugtig og rød
og saltvaade Draaber i Haaret.
— Og Kjolen — der kun var et laset Gevant
i Djævlenes Værksted skaaret — — — —
— — Jeg kyssed dit Haar og jeg kyssed din Fod,
af Havvand dufted din Aande — —
Der var baade Salt og Sol i dit Blod.
— Og det var Ebbe — og det blev Flod
ved Puerto de Santa Maria! —
Der skreg en Fugl paa sin gyngende Flugt,
og Sandet føg over Stranden — —
Du rakte mig Bægret af Vin og Blod,
og dødsgal kyssed jeg Randen.
— — Som Foster af Djævlenes Kogleri
forsvandt du — i Søvnmulm begravet.
Jeg fik ikke sèt, om Luften dig tog,
eller om du blev Skum paa Havet! —
Men Konge i Tusindogènnats Land
— aa sorte Zarzita mia —
dør jeg i Drøm om den Eftermiddag
ved Puerto de Santa Maria — — —!
Ved Puerto —
Puerto de Santa Maria!