Maaske de løj, de kælne Ord,
Du hviskede mig nys.
Maaske en Slanges Gift, der bor
i Dine varme Kys. —
Maaske Du smilte, da Du græd,
maaske var Hjertet koldt.
— Jeg véd kun, at mit Hjerte led
den Sorg, — Du har forvoldt. —
Maaske jeg saå den Flammegnist,
som mellem os to sprang.
Maaske det var de Drømmes Brist,
Du tændte klart engang. —
Maaske det var slet ingen Ting,
maaske kun Løgn og Tant.
— Jeg véd kun, i den Drømmering
engang mit Blod det randt. — —
Maaske jeg selv var Daare nok
at tro paa Dine Smil.
Maaske Du dog blandt Elsker’s Flok
hos mig en Stund fandt Hvil. —
Maaske, at jeg var stum og døv,
og Du en Skøge kun.
— Jeg véd blot, at som gulnet Løv
hvert Kys faldt fra Din Mund. — —
— — — — — — — — — — — —