Det var en Sommerdag,
de gik ned fra Hradschin,
Solen laa rigt
over Paladsernes Haver,
og langs med Moldauens Bred
dufted Akazierne sødt.
Klokkerne lød
klingert over Nepomuks Bro
oppe fra Domen til Fest.
Hvor glimtede Moldauens Vand.
Paa Broen
en Vrimmel der var
af Levende, Folk og Fæ,
i Sydens Søndagsliv,
i Sydens Glød.
Og over det
Himlen laa,
saa klar og lys
som en Troendes
Salighedsdrøm.
Da stansede hun,
og i unævnelig Fryd —
som ene med ham
i en Verden
af Sol og Lys —
hvidskede hun:
„Elskte, Nepomuks Mænd
saá først Lykken idag.”
En Høst har visnet
Akaziernes Blad
siden da.
De vil grønnes igen,
og atter vil Elskovs Ord
hvidskes under Nepomuks Mænd
— hvidskes af andre igen.