Een Strøm det var,
der alt havde Udspringets
hastige Fald forladt
og stille nu
gennem rolige Sletter gled.
Hver Sky mørknede
ens dens Spejl,
hver Vind krusede
ens den Vand,
hvert Billed sænked sig
ens i dens Dyb
altid.
Saa var deres Liv.
Og hver Beslutning
som hver en Plan,
hvert Lune selv
Strømmen bar —
en Flaade af Sejlere lig,
der fremad stod
med sejrig Bør
mod Fremtidens store „Hvad”.
Saa var deres Liv.
Men én Nat
forvirrede Strømmens Løb,
Bredden brød.
To blev af én,
der Vej sig brød
to Grene
af én Strøm.
Skilte de blev.
Og aldrig kan de samles,
selv om de længes.
Deres Vej maa de gaa.
Den ene vil ha’e Slud,
naar den anden kender Sol;
og den ene har Graat
naar den andens Himmel er blaa.
Saa skilte de blev.
Og aldrig mer
skal de stille Aftner
Bølgerne smaa
glide læmpeligt
Side om Side
frem,
mens Klokkerne
lyder fra Bredden —
aldrig mer.
Og aldrig mer
skal i Sommernætter
Altet drukne sin Lyst
i deres samglidende Strømme,
som i Kys sig taber —
aldrig mer.
Saa skilte de blev.
Og en Dag de skal
— Søsterfloden véd det ej —
hver for sig
under Dødens Gys
glide ud i det store Hav.