De stod op og gik ud
under Aastiens Træer,
hvor fra Grenene Sneen faldt.
Hvor dog Dagen var stille,
og Stien laa ene.
Mens de vandrede
Arm i Arm,
de undrende saa’
hver rimdækket Busk,
hver snetynget Grén,
hver Sten, hver en Vej
og selv Byportens gamle Taarn.
Mens stille de vandrede
Arm i Arm
paa den hvide Vej,
blev det Skønhed alt:
hver Vinterdagssky,
hver snedækket Sten
og selv Byportens gamle Taarn.