Hun tyssende kaldte,
og han kom ind
i den maaneklare Stue.
Lyset faldt paa Gulvet
over Blomsterbordets Grønt
og over Fuglenes Bur.
Hun pegede stille:
Fuglene sad
i den samme Ring.
Side om Side,
med Vinge mod Vinge
sov de begge
i Maanelyset.
Længe de stod
foran de blundende Smaa.
Haand søgte Haand,
og Side ved Side
— nikked de begge
op imod Lyset.
Da søgte to Vantros Hjerter
en Gud at takke.
Til sagte hun tog
Klædet for Buret at dække,
og paa Taaen de gik
for Lykken ej at vække.