Kærlighed —
Aagrerske du er
Schylocks Renter du ta’er.
Din Kvittering
er det yderste Brud.
Naar Solen døer,
og der er ikke Mennesker mér,
Skygger kun,
der mimrer Lyd,
som ikke vort Øre naaer,
ti Sproget misted sin Klang,
som Solen har tabt sit Lys
— — mens midt i det store Tomme
de døvede Tanker staar,
Viljen ligger knust,
og Hjertet er Lig.
Da døer det alt,
alt, hvad der
leved ved dig.
Sanser, der vilde kun dig,
Ønsker, Begær og Drift,
Tungen, der hviskede dig,
Øren, der hørte kun dig —
de døer, døer uden dig.
Da, Kærlighed
døer vi Døden
ti Gange —
alting døer,
alting leved ved dig.
Og selv det sidste
store Levende
Sorgen —
tøver kun kort
i Ligets Hus,
gaar og viger
for det uendeligt Tomme —
Sorgen — det sidste,
Skyggen efter Livet, som gik.