Men Eros —
du Hersker og Gud,
du smiler tungsindigt,
støttet til dit mægtige Sværd,
Israels Dommeres ligt.
Stræng er du at sé
over de udvalgtes Flok.
Dit eneste Blik mørkner den svindende Sans,
og svimle føler de kun som et uendeligt Fald
Der er ikke Himmel og Jord,
og Viljen døer
med det standsede Hjærtes Slag —
naar du — o, Eros —
Gennemborer de udvalgtes Bryst
med Skæbnens vældige Sværd.
Og døde, o, Gud
lar dem opstaa
til Kærligheds Liv.
Til Lykken?
Jeg ved det ej:
Lykken er sjælden paa Jord.
Men hvis to Sjæle,
ramt paa den samme Tid
af det samme Sværd,
huser den hellige Ild —
da smiler du, Herre og Gud.
Og stille, en Kerub lig
med dit Sværd,
staar du, Mægtige, Vagt,
foran to saliges Dør.