Det var ej Dagen,
blev ej Livet.
Kun en Morgen det var,
en Sommermorgen,
naar vor Have vaagner.
End er det ikke lyst,
og Solen kom ej.
Lig Nattens sidste
brudte Drømme dvæler
de sidste Halvslør
under Lindes Kroner,
mens rundt i Klynge
dufter dugbedækked’
Roserne —
saa spædt men sødt.
Og Halvskær er det alt,
mens Dagen Natten kysser.
End Naturen véd ej,
hvi den Solen vækker,
men elsker Dæmringen,
som var den Dagen.