Koncerten er sluttet,
i Vognen hun steg.
Hastig og sagte
gav hun Kudsken Besked:
Det galdt om at narre
de Folk ved en Souper,
det galdt om mer:
at flygte — til en stille Times Fred.
At flygte til ham,
hendes eneste Ven,
hendes ukendte Page,
hendes Hjertes Ungersvend.
Nu er hun i Huset,
hvor i Højden han boer;
nu skælver hun ved Døren,
som knap hun aabne tør;
Nu er hun derinde
og ser det kære Rum
og ham i Lys fra Lampen,
mens hun stanser, rød og stum.
De kongelige Skuldre
Magnaters Kappe bær’,
Diamanterne glimter
i Haaret, her og dér.
Saa slipper hun de Blomster,
som nys hun høstet har:
Til dig, hun hvidsker stille,
til dig de ene var.