Du, Sommer,
Akazieduftende,
Roser bærer din Lænd,
men en visnende Krands af Jasmin,
smykker, Mænade, dit Haar.
Dage du ejer
saa hede,
at Sjælen de matter:
som naar i lunende Vand
Aarerne aabnes,
og med det rindende Blod
Livet
hensvinder trægt.
Og Nætter —:
naar under den sitrende Luft,
som Vellugt mætter,
Jorden skælver;
imens Universet,
vellystberuset,
byder sit vældige Skød
brunstigt frem
til en Million
af Hymenæer.
Hver Plet gemmer Elskov.
Bag hvert et Blad
det sidste Kræ
giver sig attraafyldt hen
til sin fornyede Lyst.
Men i hver en Blomst
Dragerens Tørst,
elskovssygt,
søger Støvvejens Bryst
til uendeligt Kys.
Lig ét Legeme —
Kvindens,
hendes Brudgom befrugter —
skælver da
i én Lyst
salig,
den ganske Jord.
— — — — — — — — —
Du, Sommer,
Lindeblomstduftende,
Roser, bærer din Lænd,
men en visnende Krands af Jasmin,
smykker, Mænade, dit Haar.