Død,
Du, som altid
ved mit Hovedgærde sidder,
ved min Side gaar
og bestandig paa mig stirrer
med stærke Øjne —
Død —
lad mig langsomt
vænnes til dit Selskab,
saa, naar en Dag du
Haanden
mod mig strækker,
frygtløs min
i din jeg lægger
og døer,
som jeg levede:
gudløs.