Det ganger paa Hæld. — Men jeg træder dog glad
min Vandring i Flok med de Gamle
og nærmer mig stille den store Stad,
hvor Hvilen de Trætte skal samle.
Og brister saa Grunden engang tor min Fod, —
Herre, du holder mig oppe;
din Stjerne den staar jo endnu, hvor den stod,
højt over Bjergenes Toppe.
Du Jord, jeg har elsket trods Sorg og trods Død,
trods Saar, som du voldte mit Hjerte,
dig takker jeg baade for Rosernes Glød
og for Tornenes nagende Smerte.
Og sang du mig tit dit tungsindige Kvad:
at kun Støvets Lod blev os givet,
hver kvidrende Fugl og hver Blomst og hvert Blad
har sunget mig Sangen oui Livet:
Den Sang, der blev født som en bævende Klang
af Længsel i Tidernes Morgen!
Den Sang, der har hindret den haardeste Tvang
og hvisket sit Haab til Sorgen!
Den Sang, der fik foldet sit Vingepar ud
som Lærkens mod Morgenrøden
den Dag, da der bragtes Alverden Bud
om Livets Sejr over Døden.