Gør ham Ære, hvor du gaar!
Gaa kun trøstig, hvor du sendes,
fast og stille, saa det kendes,
at fra ham du Kraften faar,
Kraft til som en Mand at stride,
Kraft til som et Barn at lide
paa hans Ord, om Alt saa brast.
Faldt Alverden, han staar fast.
Følg ham efter, hvor du gaar!
Er der Saarede at læge,
er der Hungrige at kvæge,
glem dig selv og dine Saar!
Styrk de Svage, støt de Trætte!
hjælp de Vaklende til Rette!
Faldt din Broder, døm ham ej!
hjælp ham op og vis ham Vej!
Slip ham aldrig, hvor du gaar!
Hvad der tynger, hvad der frister,
naar kun ej din Haand det vrister
ud af hans, dog fast du staar,
og naar Livets Stjerner bøje
sig til Nedgang, — vend dit øje,
hvor han peger, til du trygt
vandrer hjemad uden Frygt.