Langt har jeg vandret og staar nu her
igen paa de gamle Steder
og hviler mig under de samme Træ’r,
der skygged over min Barndoms Færd
og over min Ungdoms Glæder.
Her var den mindste Blomst min Ven,
og skønt jeg saa længe har vandret,
hvor jeg saa vender mit øje hen,
dèr møder jeg dog det Gamle igen,
og Alt kun saa lidt forandret.
Engen dernede med Aaens Bugt
i Bakkernes mørke Ramme,
Tjørnen ved Vejen, dens røde Frugt,
Biernes Summen og Svalernes Flugt,
Alt er endnu det samme.
Alt er det samme, — kun ikke jeg!
Og alle de gamle Venner,
— selv Lyngen, der blomstrer langs ad min Vej,
den stirrer paa mig og hvisker: Nej!
nej, dig er der Ingen, der kender.