Dagbebudende Glands omskimrede Jorden —
Rødmende laae den, et Noer, i Morgenens Favn —
Helligt Gysende foer igiennem Naturen —
See! og den slumrende vaktes
Op i Klangen af Lysets Bliv.
Evig vækkende Klang! fra vaagende Himles
Hvelvinger lyder end du til Jordenes Slum!
Vakt, jeg knælende bad; da voxede Glandsen
Festlig, og Skyernes Purpur-
Teppe hævedes — Taagen svandt.
Solen flammede frem vidtstraalende — Himlens
Hvelvinger luede — Gud var Flammernes Sang.
Vaagen bæved i Lyst den lyttende Klode,
Stirrende, jublede, tonte,
Sang — og sank under Livets Vægt.
Synet taalte dig ei, det luende Høies
Vældige Straalen, og Gud i Straalernes Glands!
Ak! det stirrende Blik, omlynet af Himlens
Altforudæmpede Klarhed,
Veeg din Herligheds Overvæld.
Dybt tilbedende randt min helligste Taare
Ned, og dens Duggen modtog et visnende Straa —
Og i Perlen nedsank mit Blik fra det Høie —
See! men og her jeg et Gienskin
Fandt af dig. Hvor er ei din Glands,
Alnærværende? — Hist i Himlenes Ildhav —
Her i den Draabe hvori sig sænkte mit Blik,
Synker Siælen i dig, o Evigheds Under!
Draabens, som Ætherens Glarhav,
Favner Solen, og smiler Gud.