Tilgiv mig, uforglemmelige Frue,
At jeg, som nys har lært en Smule Dansk,
I deres Vens, mit nye Herskabs Stue,
Og ej forstaaer det mindste Tydsk og Fransk,
Men blot mit Modersmaal, chinesisk Pladder,
Der klinger, og især i Poesie,
Fast værre selv, end Poppenæbbets Jadder,
(Hvorfor os Himmelen herefter frie!)
Paa Logen Nummer tretten eller fjorten —
Tilgiv, at her jeg ydmygst kommer frem
Fra Linningen af Pastor Fido-Skjorten
Med et Par Linier til Dem.
Erindrer De, jeg lykkelige nød
Det Held, Dem ikke lidet at behage?
Hvad større Fryd kan Himlens Yndling smage —
Erindrer De, jeg laae paa Deres Skjød?
Erindrer De, hvor tidt jeg blev af Dem lagt sammen,
Og svøbt om Deres skjønne Hals saa tæt,
Hvor jeg i tusind Kys mig aldrig kyste mæt?
O jeg og Deres Fido husker det
Fra nu og indtil Evigheden, Amen.
Fem tusind Mile har jeg rejst omkring —
For Dem at see, guddommelige Pige,
En Søefart fra vor Klodes sidste Rige
Er blot et Spring,
Og, som min Herre siger, ingen Ting —
Men fra den Stund jeg kom fra China hid,
Jeg aldrig har nydt lige til den Lyst,
Jeg nød om Deres Hals, ved Deres Bryste,
I den uglemmelige søde Tid,
Jeg kappedes med Søster Palantine,
Som Fido kalder Charis-Hermeline,
Om næste Pladsen ved den Throne, hvor
Cytheres hele skjønne Hofstat boer.
Tidt sagde jeg: Du slemme Palantin,
Du sidder der saa tidt, gaae lidt til Side!
Jeg skjønner meer derpaa, det kan Du vide!
Lad hele Pladsen være min!
Men Charis-Hermeline sagde Nej —
Mon nogen Charis gaaer fra slig en Plads sin Vej?
O vidste De, hvor højt fra denne Time,
Min Herre, Deres Elsker, ynder mig!
Han siger, jeg har gjort ham glad og rig,
At jeg ham er en himmelsk Engel lig,
Og at han Viser vil herefter rime,
Som allesammen skal gaae ud paa mig.
Maaskee de Viser vil ej meget sige —
Men det beviser dog alligevel,
At inderligen, som sin egen Sjel,
Han elsker Dem, tilbedelige Pige!
Saasnart han ej var kommet hjem,
Før han mig fik af Halsen løst herfrem,
Hvor De mig kjærlig havde selv omvundet,
Og derved nok engang hans Hjerte til Dem bundet.
Hvor kyste han mig! ingen uden Dem
Han kysse kan med mere henrykt Varme!
Han lagde mig paa begge sine Arme,
Og raabte: ”Byd mig Mogols Diadem,
”Jeg Dig min Rigdom derfor ej bortbytter!
”Du være skal min Læge, min Beskytter,
”Mod Sygdom, Uheld, og Melankolie,
”Du Fremtids Musen for min Poesie —”
Og andet sligt, som jeg ej meer kan huse,
Og som jeg stakkels Tørklæd ej forstod —
O, sødeste Palmine! vær saa god,
Og siig mig, hvad det er at være Muse?
Endnu engang, tilgiv min slette Stil,
Og læs min Sniksnak ej med haanligt Smil!
Om Vers og Riim er’ ikke meget nette,
Man visseligen dog tilgive maae
En lille, tosset, ulært, silkegraae
Rødstribet, ung chinesisk
Collerette.
X.