Skaal for Thorvaldsen
(Afsjungen i Selskabet Clio, den 30te Octbr. 1819.)
(Afsjungen i Selskabet Clio, den 30te Octbr. 1819.)
Den store Genius ej døer,
Skjøndt ofte Jorden den forlader;
Den aabenbarer sig som før
Endnu for Slægtens Myriader.
Og stundom seer man doppelt skjøn
Med Krands om Tinding evig grøn
I Kunstens alleryngste Søn
Den allerældste Kunstens Fader.
Med Verdens største Malers Død
Vel Farvebilledkunsten døde!
Men Rafael igjen blev fød
I Stubbs nys svundne Morgenrøde.
Og, Held os! end i Purpurglænds,
Paa Vejen til Apelless Krands,
I alle Farvers Trylledands,
En Eckersberg endnu vi møde.
Og Digteraanden ej sov hen;
Af den har Verden endnu mere.
Homer gik i Virgil igjen,
Virgil i Dante, han i Flere.
Vi andre Digt’re, store, smaae,
Hvoraf tolv fjorten saa som saa
Paa hver af hine største gaae,
Hvert Efteraar paa ny florere.
Men hvad i Marmor evigt staaer,
Derpaa man sjeldnere mon støde;
Det er i Dag to tusind Aar,
Da Phidias den gamle døde.
See! Clio smiler med Behag
Paa Danmarks Dronnings Fødselsdag
I vor Beundrings Vennelag
Ved Mandens pludselige Møde.
Baggesen.