Jens Baggesen (1764–1826)

Du, som mellem Sanggudinder

        Boer i Dans Apollos Hiem,

Og Chariter Krandse binder,

        Uadskillelig fra dem;

Som, i Nærhed af en Throne

        Smiler’ i en Digters Vraa,

Rahbeks elskelige Kone!

        Vil du ei min Sang forsmaae?

Sang? — Men tør den svage Stemme,

        Skiæbnen bød, i fremmed Klang

Hiemmets kiælne Lyd at glemme,

        Stammer Veemod kalde Sang? —

Ak! mit matte Hiertes Stræben

        Døver selv en Dues Kluk;

Og i Nyn, som døe paa Læben,

        Daaner Musens sidste Suk!

Hid, til Dannerkongens Have,

        Hid, til mine Brødres Hiem;

Ilte jeg fra Sydens Grave,

        For at fryde mig med dem.

Ak! som Lyn i Lyn henrunde

        Glædens Glimt! Mig vinker, nu,

Deres lyse Dage svunde,

        Nattens Mørke med dobbelt Gru!

O! mit Giensyns blide Dage

        Svandt, som Glædens Øieblik!

Intet har jeg nu tilbage

        Af den Trøst, mit Hierte fik!

Selv den Blomst, hvis Kalk jeg tænkte

        Fuld af evig Ungdoms Lyst,

Rosen, som Du huld mig skiænkte,

        Døer, Veninde! paa mit Bryst.