Palmine! vi vil elske, være glade,
Og mindste Glimt af Kummer kysse bort;
Thi, Elskte, til at sørge, til at hade,
Vort Liv er alt for dyrebart og kort.
Lad følesløse Daarer til os skeele,
Lad Nid bagtale vores skyldfrie Lyst;
Vi den med smilende Foragt vil deele,
Tæt trykte til hinandens ømme Bryst!
Hvi skulde Sorg forbittre vore Dage?
Naar Solen er i Vester dalet ned,
Vi heele Natten har igien tilbage,
Den tause Nat, saa sød for Kierlighed;
Og naar i Øster Solen atter stiger,
Vi muntre høre Lærkens Morgenlyd;
Vort Liv den med een Dag endnu beriger,
Som og skal svinde bort i lutter Fryd.
Kun den, hvis mørke Siel er Avinds Sæde,
See Glæden evig lyne sig forbi;
Lad Elskovs daarlige Foragter græde —
Vi ville lee, vi ville kysse, vi!
Baggesen.