O! skiul dit Smiil, fortryllende Zeline!
Skiul det i mørke Blik! at jeg maae skue
Vor Verden, som den er, og ei, som Himmel.
Byd disse Gratier, som dig omsvæve,
Liig Cyprens yndigsmilende Gudinde,
At flye din Elskers vellystdrukne Øie!
At jeg maae see de Torne, som sig blande
Blandt Roserne paa Jorden; see de Slanger,
Som skiule sig blandt Blomsterne; de Skyer,
Som rædselsvangre mørkne Himlens Øie.
Hold op at synge Dyds og Elskovs Glæder
Saa tryllende, saa sødt! at jeg maae høre
Fortrængtes Raab blandt Lærkens Morgensange,
Og Usles Skrig blandt Philomeles Triller.
O! flye mig! flye mig, farlige Zeline!
Dit Smiil bortkyser selv den barske Satyr,
Som Fredens Engels lyse Glands Obaddon;
Din Sang hans Cerberiske Tunge binder,
Og han, som skulde Sandheds Torden brøle,
Nu logrer ved din Fod, som før for Orpheus
Den stygiske Bevogter. Tryllerinde!
Hvo saae den Himmel, som paa dine Læber
Med blide Smiil til evig Kyssen lokker:
Hvo saae den Guddoms Glands, som fra dit Øie,
Liig Solen, Lys og Liv og Lyst udbreder:
Og lagde Mærke til, at Ulven sniger
Sig lumsk i Faareklæder om blandt Hiorden;
At Rang og Rigdom hædret undertrykker
Foragtet Flid og Dyd; at Dumhed throner,
Fedtmæsket, paa Fornuftens gamle Beenhuus?
Hvo hørte din den søde Røst, de Toner,
Som vilde lokke Timon selv til Dyden,
Naar han dens Priis fra dine Læber hørte:
Og glemte henrykt ei, som til Orions
Og Aldabarans Hvirvler løftet, Lyden
Af Støvets usle Sønners Klagestemmer,
Og hine Ravnes Tuden, Hundes Bieffen?
Hvo følte Forsmag af den reene Glæde,
Som venter Dydens Ven bag hine Sole
I Evighedens altid grønne Tempe, —
Hvo føelte Salighed i dine Haandtryk,
I dine Kys: og i sin Ruus bemærkte
Et Glimt af Irring i det skiønne Magtsprog,
Som prædiker: vor Verden er den beste?
Nei! Juvenal, og Persius, og Stolberg
Bestraaltes ei af milde Guders Blikke,
Som jeg, ved dine Smile, danske Cypris!
Da de Fornuftens, Troens Tyve hængte
I [ulæseligt], fortiente Galger!
Vel, at ei Himlen alle Phoebi Sønner
Forundte dine Lige! „Bliv Zeline,
Og døe hver Mishag, hvor Zeline smiler!“
Saa bød Naturen, da den mild frembragte,
Sit Mesterstykke. De, for hvem du smilte,
Blev’ alle kielen Elskovs glade Tolke;
Vist aldrig er du bleven seet af Stolberg,
Og, saae han dig, var Mørkhed i dit Øie.
O! kunde jeg et Øieblik kun bryde
Den Kiæde, som til dig og Dyd og Glæde
Min hele Siel, mit hele Væsen lænker!
O! kunde jeg et Øieblik udholde
Den Qval, at standse Tanken i sin Iilen,
Naar til sin Himmel i din Arm den flyver!
Din Elskovsdigters kielne, bløde Stemme
Da skulde hæve sig, og stærk og mandig
Fortolke hans Forbittrelse; de Toner,
Som lyde nu, fordi han dig besynger,
Som Zephirs lette Flugt i Buskene,
Som Bækkens Rislen giennem Blomsterenge,
Og Nattergalens sørgelige Triller
I tavse Skove, skulde larme da
Som den oprørte Nordsøes vrede Bølger,
Og Tordners Gang blandt bange Pyrenæer,
Mod Leiesvendene, som dovne, feige,
Forlade deres Herres Hiord; som dumme
Forsvare den utidig, uberedte,
Uvæbnede med Forsvars rette Vaaben;
Som herskesyge stumpe paa hinanden
De Pile, som imod dens mange Fiender
Med Nidkierhed og Viisdom burde bruges;
Som velte sig vellystigen i Skyggen,
Blandt Blomster i det feede Græs, mens Hiorden
Forvirret, adskilt, ubeskyttet irrer
I Ørkens hede Sand blandt vilde Klipper;
Som ubekymrede, mens den vansmægter,
Opsluge Markens Rigdom, fylde Bugen
Og lædske Ganen først; saa mætte, drukne
Barnagtig boltre sig ved Kildens Bred,
Og lege der med Sinas Tordenkiler,
Til Skræk for Vandreren, som gaaer forbi,
Og seer forundret Christi milde Zepter
Forvandlet til et Spyd i Drenges Hænder,
Seer Evangeliums balsamske Honning
Til Gift forvandlet i Bacchantens Bæger,
Seer dem, som skulde lede, raade, trøste
Med Viisdom og med Mildhed svage Brødre,
Indbyrdes sove, fraadse, drikke, kives,
Seer dem og Hiorden, og gaaer bort og sukker.
Nei, Taushed her var Gudsbespottelse —
Naar Kryben, Ahner, Guld er Vei til Hæder,
Naar dumme Statsmænd spille Bolt med Stater;
Naar Retten kiøbes; naar Uskyldighed
For Dagen lægges kun ved gyldne Prøver;
Naar tusinde gaae frem og dræbe, dræbes,
Fordi de tusindes Regent maa mores,
At han skal ikke falde reent i Søvn
Paa Thronen, hvor han dog for noget sidder;
Naar Granders Moerskab maa med Skat betales
Af tusinde, som sultne, svedte pløie
Den Jord, der smiler blot, fordi den byder
Dem dog, som Grav, engang en sikker Løn;
Som, langt fra Hovedstaden, sidste Draabe
Af deres Sved til dens Forlystning yde;
Naar Borgeren, den sande, gode Borger,
Som virksom i sin Kreds, til Statens Nytte,
Til Statens Ære bruger sine Evner,
Staaer i Ministrens Forgemak, og venter
Forgieves Audienz i simple Klæder
Bag Baand- og Nøglemærkte Ignoranter,
Mens Børn og Kone sultne hiemme bie
Med Levningen af Gaarsdags lille Maaltid, —
Den Gode seer det, gaaer forbi, og sukker,
Den Kloge seer det, gaaer forbi, og leer.
Men ak! naar du, vor sidste Trøst, vort Haab!
Du Godheds himmelsendte, skiønne Datter,
Religion! naar du vanhelliget,
Vanhelliget ved egne Sønner, græder;
Naar de, som skulde vise dig for Jorden
I al din Glands, i al din Yndighed,
I al din Guddoms Majestæt, indhylle
Dens Straaler i Vankundighedens Slør,
Og skiule din den ædle, milde Mine
I grum Intolerances sorte Dække;
Naar de, som skulde smile, liig’ Chariter
Om Venus, nær ved dig, fremvise sig
Som Bøddeler, der en Despot omgive,
Med Høet og med Svovl, Sværd og Riis;
Naar de, der Haand i Haand paa Fredens Veie
Foran dig skulde gaae med lyse Fakler,
Og vise de Forvildede, de Svage
Dit Tempels vinkende Lyksalighed,
I Mørket kives med de slukte Brande;
Naar de, som skulde tolke dine Bud,
De tydelige, vise, milde Love,
Du gav os til vort Vel, indhylle dem
I lange labyrintske Lærebøger,
Hvori med Arvesynden Satan trætter
Om Herredømmet over Christi Kirke;
Naar svedende, for en andægtig Skare,
Den feede Sieleforsørger, liig Kronion,
Omsonst sin Hiernes hele Chaos ryster,
For Mening af en sammenflikket Væv
Om Dievelens Indskydelser at pine,
Saa længe til omsider utaalmodig
En knyttet Haand i Prækestolen løser
Hans Sætnings uopløselige Knude,
Liig hiin i Gordium — og vækker alle —
Naar, o Religion! paa denne Maade
Du prædikes, forsvares og bevises;
Da tier ikke meer den ædle Muse,
Som sendtes, for at tale Sandheds Sag,
Fra Himlen ned. I Nordens Mænd, som føle
Gudindens Kald! hvi tier Eders Røst?
Op! hævder Sandheds Ret! og nøgen viser
Den Yndige for Folket! kiækt bortjager
Med hendes Glands den Mørkets sorte Hær,
Som kappes om, igien, af alle Kræfter,
At bringe hiin Barbaries tilbage,
Hvori Fornuft og Sandhed sov saa trygt!
Mig gav Apollo kun en sparsom Gave
Til kielen Elskovs Priis. Dit Smiil, Zeline!
Mig kalder atter til en Sang om dig.