Jens Baggesen (1764–1826)

Det er hverken for oplyste, dannede, med sund Fornuft begavede philosophiske Læsere, eller for ukyndige, raae, sig i Bornerter øvende Skriblere — hverken for Dannevirkes paa nogen Tid tause Præst, eller for Skumbladernes gadeskrigende Chordrenge, jeg har paataget mig det i og for sig selv urimelige Arbeide, at skrive en Apologie for, hvad intet Forsvar behøver. De første, hvis de og ikke strax skulde have de didhørende philologiske Dokumenter levende nok i Hukommelsen, for umiddelbar at indsee Sammenhængen mellem Uronia og Urania, ere dog vist i det mindste saa fortrolige, enten med den sokratiske Euphie: Ironia, eller med den christelige: Irenia, at de formedelst den eenes eller andens Mellemkomst letteligen ville undgaae grov Misforstaaelse af et Fiinheden selv helliget Gaadedigt. De sidste (som der vilde være høist under Brøden, i dette Fald, end sige Uskyldigheden, at forsvare sig imod) ville finde Apologien endnu mere Tvetydighed og Uanstændighed trodsende, end Digtet selv; thi, da den er længer, og fylder mere Plads paa Papiret, kunne de naturligviis lægge flere af deres egne Phantasier og Følelser deri, end i hiint. Hverken altsaa for de Faa paa Parnasset, eller for Vrimmelen neden om, har jeg kommenteret min Hymne, men for de Enkelte uden for, der, hvis de og blot lytte til hvad der toner fra Toppen, nødes til at høre hvad der qvækker i Mosen — og som der i høieste Grad for nærværende Tid er at tilgive, hvis de, overdøvede af det Snurrende neden under dem i disses „Uron“, ikke strax fatte Melodien eller Harmonien over dem i Harpetonerne fra hines „Uros“.

        Skulde mellem dem af en Hændelse findes en Climene, der, med den molieriske Snippe, var istand til at udbryde efter Læsningen af min Uranias Hymne til Uronia: „Kan man, naar man er en virkelig dydig Dame, finde mindste Behag i et Stykke, der holder Blufærdigheden i en bestandig Angest, og alle Øieblikke tirrer Indbildningskraften med noget slemt?“ beder jeg hende, da hun sikkert har lært Fransk, med lidt Eftertanke at læse nedenunderstaaende Samtale i Noten, mellem hendes Navne og Molieres Urania.¹

        Den høiest staaende mellem de Enkelte, for hvem jeg har skreven denne Kommentar — den Muse, der for en kort Tid nedsteg fra Bierget, for at høre hvorledes min Sang tog sig ud nedenfra — har den i sit Inderste fornærmede Sanger endnu blot Følgende at tilsige i hans og dens Lærers og Mesters eget Sprog. Er det den ædleste Muse ikke nok, til fuldkommen Forklaring af min Hymnes Hellighed, saa har den for længe dvælet paa den Molesbred, til hvilken den aldrig burde have nedladt sin himmelske Flugt: