Jens Baggesen (1764–1826)

Svar, Lille! Gad han være lykkelig

I Sangens nattegamle Himmerig?

Ja, kunde jeg kun bare blive det;

Men jeg er bange, det er ikke let.

I visse Maader har’ham ganske Ret.

Men vil han gaae sagtmodigen med Taal

Den Vei, som fører ham til dette Maal?

Ja! kunde jeg kun bare finde den!

Vær ikke bange! Husk sig om! Hvorhen,

Har jeg ham sagt engang, han skulde gaae?

Til Asenutidsbogen — til Abra —

Cada — Cadab — Abracadabara —

Den store Billedbog, med Bielder paa,

Der er saa fuld af Træsnit-Kobberstykker —

Der altid, troer jeg, hvordan man den trykker,

Bestandig kommer ud i dette Aar,

Og derfor ingentid tilgavns forgaaer —

Det lurvede Genies betydningsfulde Kierne,

Latinsk benævnt: Edda catholica,

Og paa’sin tydsk: Romantisk Cabbala —

Jeg bladrer i den overmaade gierne

For Billedernes Skyld især,

Dem Uglspils selv ei komme nær.

Det er en Bog, som langt gaaer over alle Bøger,

Hvis Mage man i hvert et Land,

Hvor man giør alt for meget af Forstand,

Forgiæves søger —

En Bog, der indeholdet al den Sands,

Al den Religion, og al den Lære,

Gemytterne har nødig her til Lands —

Og, som jeg haaber, De mig vil forære,

Hvis min Examen jeg bestaaer

Saa got, at beste Karakteer jeg faaer.

Det lover jeg ham. Hvo har skrevet den?

Betænk sig lidt, min lille Ven!

Vor Nutids Aser.

                                    Hvad er det for Karle?

Nyfødte Svende, nattegamle Jarle,

Vidunderspæde Troldmænd, komne hid

Daraussen fra med splinternye Runer,

For paa det siellandsk-fynske-jydske Vid

At lægge stærke fremmede Kapuner.

I stor Mangfoldighed de drage frem;

Det fast umueligt er, at tælle dem.

I Viborg lade de dem allerede —

Da de har Overmagten der — tilrede.

Hvad kalder man dem her i Kjøbenhavn

I meere dagligdags Phraser

End „nattegamle Jarle“ — „Nutids-Aser“ —

Og „tydske Cabbalister“, med eet Navn?

Med eet Navn: Digtere — som nu de falde —

Det samme, som Poeter, eller Skjalde.

Hvad er det vel for Folk i Grunden? hæ?

En Art af Engle, naar det ei er Fæ!

Poeter ere nemlig her i Live

Det høieste, hvad Drenge kunne blive.

Hvad Grundbetydning har det Ord: Poet?

En Giører — den, som giør.

                                                  Fuldkommen rigtig —

Glem aldrig den Betydning — den er vigtig!

Men giøre, veed han nok, min Ven, er eet,

Og giøre, noget andet —

                                              For Exempel:

Een giør i Thee, og een i Hamp og Hør,

Og een i alt, fra Musselin til Smør;

Men det er ikke, hvad Poeten giør —

Han giør i Vers —

                                  Og det er Skiønheds Stempel

Han sætter paa det Giorte. Som Poet

Han giør med Amor i Naturen eet,

Og krandser med sin Virken begges Tempel.

Det er utroligt, siger man,

Hvad sligt et Englefolk paa Jorden,

Især i Norden,

Hvor Penge selv er Digt, udrette kan!

Gud give jeg og saadan een var vorden!

Men — er det ikke Skabninger, som vi?

Hvis Been har Støvler paa, hvis Hovder stikker i

Nathuer, eller og i Hattepulde?

Der føle Heede, Sult, og Tørst, og Kulde?

Og stundom have meget Bryderie,

For endelig at lægges under Mulde?

Kort: Mennesker — der ei for „men“ er frie,

Der have deres Feil, og, iblandt andet,

Hver Svaghed, som er giængse her i Landet,

Fra Snue til Hydrophobie?

Tildeels. Men de er alle Bollen hulde,

Og tømme Flaskerne med meer Genie,

Og spise Torsk med mere Smag end vi;

Desuden er de næsten altid fulde —

Og Viin, og Punsch, og Øl, og Brændeviin

Indgav dem, og vil stedse dem indgive,

Hvorledes de til Dyr og kunne blive —

Til Svaner somme — somme blot til Sviin.

Vel svart, min Søn! De hellige Poeter

Har deres Feil, som Povel og som Peter;

Men de har Øllets Malt og Vinens Svovl

I Skrift forud for Peter og for Povl:

Begeistring, Aand, og Ild, og saadant noget,

Som kaldes Furor, eller: Raserie,

Paa got Latin — og, selv i græske Sproget,

Manie.

Hvor mange har vi her i Landet?

                                                          Tusende!

Tænk lidt sig om! vær ikke saa fremfusende!

Hvad? Tusinde Poeter i en Stat

Som lille Danmark? — Er han desperat?

Jeg troer, at der er fleer, for saavidt alle

Nu digte løs, saasnart de kunne lalle.

Tæl dem, som aldrig giøre mindste Gavn,

Og (da hver Giører dog maa giøre noget)

I Riim, og uden Riim, omgiøre Sproget!

Jeg tæller ikkun dem, der har et Navn —

Som man beundrer, og, som man beundrede —

Hvor mange har vi vel af dem?

                                                        Et Hundrede!

Jeg troer, at han en Smule driver Spil

Med mine Spørgsmaal. Svar ei hen i Taaget!

Jeg spørger nok engang — vær ikke fjoget! —

Hvor mange tør han tælle til

I dette hans Poeters Hundred,

Som man beundrer og beundred

Et Øieblik, om han saa vil,

Der, naar det i Kritik til Stykket kommer,

Blot ville holde sig til næste Sommer,

For ei at sige længer —

                                            Høit til Ti,

Hvoraf de to er smaa, de otte store —

Nei, lille Ven! der atter vild vi foere —

Husk os lidt om! betænk os lidt derpaa!

De to er store, og de ni er smaa —

Giør Elleve, min Ven! — Han nys jo sagde,

Der var kun ti?

                              Jeg til de Store lagde

Nok een; mig syntes, een var alt for lidt —

Og, at de ni er smaa, jeg got mig minder

Nu, jeg mig rigtigen derpaa besinder;

Thi derfor har jeg hiemme Sort paa Hvidt.

Ret! ganske ret! — Hvad hedde de?

                                                              De store?

De store med de smaa?

                                          Lad see! — Du skal

Slaae frisk paa Snuden — bande — Pøblen more —

Gaae fra Forstanden —

                                          Sagte! lille Ven,

Nu løber Munden over om igien! —

Det er jo Buddene — som vel i Tal

Er og ti, tolv — men ikke det, hvorefter

Jeg spørger her. Jeg spørger: hvad de smaa

Og store Digtre hedde vel?

                                                        Ja saa! —

Det Spørgsmaal, det, gaaer over mine Kræfter,

Herr Provst, i slig en Hast at svare paa.

Hvorledes? han, min Ven, et oplagt Hoved!

Har han nu glemt, hvad han i Fior mig loved:

Endog de stregne Stykker! Han — saa nem —

Dog i det mindste tælle kan til Fem?

Giv sig lidt Tid! —

                                      I ægte Poesien,

Hvortil jo hører ogsaa Prosodien?

Ei sandt?

                    Forstaaer sig!

                                                Nu — deri — maaskee —

Jeg, sandt at sige, tæller knap til Tre.

Jeg vil ham hielpe lidt: Hvad staaer der foran Hullerne

I Aandeverdenen — jeg mener Nullerne?

Hvad hedde de, der i det ægte Hiem,

Som Thor, med Odin, og hans Ægtefælle

Behersker — egentlig her hiemme tælle?

Hvad hedde Digterne?

                                        Nu har jeg dem!

HerrEen—HerrTo—HerrTre—HerrFire—Fem—

Herr Sex — Herr salig Syv — Herr Otte —

Herr Ni — Herr Ti — Herr Elleve (dog nei!

Den Ellevte, Herr Var der, er der ei) —

Den Tolvte . . . .

                                    Stop dog! — Er den først paa Vei,

Saa løber Tungen, som en Rumlepotte!

Med denne slemme Vane, lille Ven,

Maa han see til, lidt af at venne den!

Han ramser, som en frejaske Alter-Digter,

Det eene paa det andet i en Hast:

Steen, Stolper, Støvler, Hovdvandsæg, og Pliater,

Og Fanden, og hans Bilbo — løst og fast —

Hvor mange Gange har jeg ikke sagt ham,

At Digterne, som Tallene, var ti?

Jeg gad dog vidst, hvad der kan have bragt ham

Paa fleer? — Den tolvte! hvilken Phantasie!

Den tolvte! — Meener han den oversættende?

Med ham har Muser intet Maskepie.

Jeg meente med den tolvte kun den trættende,

Ham, som, i visse Timer ganske fri,

Fik anlagt bag den siettes Gaasestie

Det velbekiendte Dit og Dat forjættende

Fransk-velsk-jydske Svinerie —

Jeg haaber, han har aldrig kikt deri,

Mit Barn?

                    Jeg kiender det kun af Berettende —

Spring det fra nu til evig Tid forbi!

Men — for at bringe ham af Vildereden —

Hvor mange — (jeg har sagt ham det forleden

Paa græsk) — hvor mange Muser er der?

                                                                        Ti,

Med samt den ellevte —

                                            Der har vi Kurren,

Ham kom paa Traaden! Han har tale hørt

Om Jomfru Biehl — det har ham nok forført

Til denne vore Digteres Forpurren? . . . .

Og elleve Jomfruer — ikke sandt? —

Der ogsaa var engang, Herr Provst, paa Jorden?

Elleve Tusind Jomfruer man fandt

Engang i Syden — andre sige Norden —

Det er en Sandhed, hvis det ei er Tant;.

Dog staaer det ei i Skriften. Mange meene,

(Blandt andre, Bispen selv i Klazomene)

Der var en Hoben Fruer deriblandt —

Formodningen er ræsonnabel.

Da det er Ting af sielden stor Værdie,

Man ei bør være for spandabel

Med Jomfruskab og Poesie;

Historien blev ellers let til Fabel.

Mig synes, jeg har læst i en Geographie,

Den Kirkegaard endnu skal findes

(Tæt ved Lyon, om ret jeg mindes)

De Jomfruer begroves i;

Men, at de tvende sidste Nuller

Paa deres Mindesteen var blotte Tagdryp-Huller,

Og Tallet altsaa Hundred kun og ti.

Naar man betragter Tingen nuomstunder,

Det er og bliver dog et Under

I hvad paa græsk blev kaldt Parthenopie.

Men hvad har det med Aser at bestille?

Med Aserne? Jeg troede, det var Digt,

Som Muser, og som Genier, og sligt

I Overflod —

                            Men hør engang, min Lille!

Er det Enfoldighed? hvad? eller, for at drille

Sin Provst, naar noget saadant taabeligt

Han svarer mig? Dum er han sikkert ikke!

Han kan hver anden Pog i Skolen stikke;

Jeg frygter, der er Ondskab, eller sligt

Derunder! — Svar mig, Spottefugl! oprigtig:

Er det Malice?

                              Reen Enfoldighed;

Høiærdige Herr Provst, saa vidt jeg veed;

Jeg svarer sligt i min Uskyldighed —

Jeg veed kun lidt endnu af Æsthetiken,

Jeg jo begynder først at lære den!

Saa er det got! — Men nu til Ase-Poetiken

Tilbage! — Nævn de Ti mig om igien!

Herr Een — Herr To — Herr Tre — Herr Fire — Fem! —

              Apropos! hvi herrer han ei ham?

Jeg veed ei selv! — Han ligner lidt La Hire

Blandt Herrebladene — det var en Skam,

At kalde Knægten Herre! —

                                                  Hvis hans Lire

Han kiendte, lille Ven — den Herre-Vægt

Han har i Sang — om ikke just den første,

Saa dog blandt alle ti maaskee den største —

Han herrede ham eene!

                                          Men Klør Knægt

Mig giælder ogsaa meer end Ruder Herre!

Jeg kunde let ham kalde meget værre —

Naar herrede man Shakspear og Homer?

Jeg troer, min Salighed, den Dreng veed meer,

End Bispen og jeg selv, i sin Forklaring! —

Saa kiender han ham?

                                        Blot det lille Horn,

Han har i Panden — en Slags Aabenbaring

Af Mod og Kraft, som intet Tal tilforn

Har røbet mig. Og synes mig, at Svandsen,

Han har, er den guddommeligste Svands,

Som noget Tal har opviist her til Lands —

Men Overmod, og Kraft, som styres ei, er farlig,

Og man med Horn og Svands maa være meget varlig.

Hvis Krukken øreløs vil ikke gaae fra Vands,

Fornuften maa gaae Haand i Haand med Sandsen!

Fem er en smuk Figur i Springedands;

Og indtil videre jeg giêr ham Krandsen —

Jeg springer gierne selv!

                                                Det mærker jeg!

For ham har min Forklaring ingen Streg —

Han springer over Een, og To, og Tre, og Fire,

(Trods alle Streger, som den sidste zire)

Han springer strax til Fem! — Ifald han veed

Om alt det øvrige saa got Beskeed,

Saa kan jeg reformere ham i Morgen.

Jeg er kun ti Aar gammel —

                                                  Det er Sorgen!

Men, târ jeg ikke Feil, har han Genie

Min lille Gylfe, for dem alle ni —

Thi jeg undtager X’et, Nummer 10.

De gode Tanker vil De snart forandre,

Herr Provst, naar vi er kommen længer frem:

Hvis jeg og noget veed om Trummer Fem,

Saa veed jeg desto mindre om de andre.

Han har læst over dog paa alle ti,

Og ikke sprunget nogen As forbi —

Selv ikke 6 og 7 —

                                    Hvorfor just dem i Raden?

Fordi — men, med Forlov! jeg er saa trang —

Tør jeg gaae først lidt ud paa Gaden?

Ja gierne, lille Ven! — men sig en anden Gang:

Da mihi . . . . . . .

                    — Han er alt af Døren ude.

Det er en Fandens Dreng! Af lille Tude

Der sprudler alt en heel satyrisk Elv!

Der sidder paa den lille Knægt et Hoved,

(Hvis ei min Rektor mit for meget loved)

Som paa mig selv!

Jeg troer, han veed Athenes Atticismus

Med dens Forklaring udenad,

Og meer om Poesiens Cibberismus

End Møller, Præst, og Provst i Vrøvlevad,

(Ifald de vidste noget) vide gad.

Var jeg ei ganske fri for Beckismus,

For Stolpepral, og Oldensteenerie,

For Smagsbestalling, og Professorismus

I Dramatikens nyeste Papismus,

Og for almindelig erkiendt Genie —

Var jeg, som een og anden Ole Slave,

Der, pludselig Herr Ole kaldt,

Sig skaber, som han var reent af Lave,

Naar man ham titulerer ei Herr Alt —

Tog jeg det i Betænkning, ham i meere

Af OldenSkallen at examinere.

Han gav mig et Par Ram, endskiondt jeg lod

Naturligviis, som jeg det ei forstod —

Og blev bestandig ved, mig at herrere:

„Herr Provst! Herr Provst! — Jeg tænkte; den var god!

Af det Slags Piller kan der vanke flere.

Men, ligemeget! Staaer jeg der en kiøn,

Saa staaer jeg dog — og leer af Hiertens Grunde;

Thi Vid er, som i min, og Vid i andres Munde,

Og Vittighed, endog paa min Bekostning, skiøn —

Der har vi ham igien! — (til Drengen) Nu hør engang, min Søn! —

Herr lille Gylfe! burde jeg vel sige —

Man herrer ikke mig og mine Lige!

Det var vel stolt!

                                    Herr Provst! det var kun sandt;

Et Ord mig af Dem Selv derved i Tanke randt:

„Man under Herre kan, som over Herre være!“

Det har man fleest Exempler paa, desværre!

Men — fald ei selv i Graven, du mig grovst!

Naar kaldte jeg vel Dem: „Herr store Provst?

Du bliver næsten bitter, lille Pusling!

Jeg elsker Skiemt; men — Glimtet af Foragt,

Og Træk af Ondskab — med og uden Magt —

Jeg elsker dig for høit — tag dig i Agt!

Herr Provst! jeg er i Skal mod Dem en Musling —

Tilgiv! hvis jeg har ubesindig sagt

Et Ord, som kunde saare den, jeg ærer,

Som min Pynt:op:i:Dan, og Provst, og Lærer!

Hvi hernede De mig i al den Tid til nu?

Hvi kaldte De mig ikke Pebling, Pusling,

Grønskolling, Æsel, Slubbert, Slyngel, Usling,

Tilkiende det hiertelige Du?

Hvor gierne havde jeg Dem kaldet Fader,

Istedenfor det Herre, som jeg hader —

Hvorover De i mine Øine staaer

Saa høit, som jeg endnu derunder gaaer!

De elsker altsaa Gylfe, trods hans Lader?

Thi det er ei hans Hierte, som giør Nar

Af, hvad han ei forstaaer, i gale Svar,

Og leer af det, ham synes overende,

Ved Stiert i Veiret, Næse ned at vende,

Mens selv maaskee han paa sit Hoved staaer —

Jeg veed, jeg er en Pog, i hvor det gaaer.

O! bliv det, Engel! Nu, jeg saae dit Hierte,

Skal intet Svar af dig mig meere smerte!

Glem, søde Dreng, glem alt hvad jeg har sagt!

Kun svar mig! sig mig „Du“! og kald mig Fader!

Behold dit Smiil, dit Lune, dine Lader;

Og tag dig kun for hyklet Graad i Agt!

Skiemt frit med alt det brammende Forskiellige,

Med Skialde-Pral, som Mæv’s og Bæv’s;

Giør Nar af alt det endelige Snavs,

Og spil med Alt, undtagen med det Hellige!

Vee mig, om jeg det nogensinde giør! —

Men ikke sandt, Herr Provst! endskiondt jeg bør,

Hvad mig er foreskrevet, svare,

Jeg dog imellem ogsaa spørge tør?

For Spørgen kan jeg ikke let mig bare —

Spørg frit, min lille Ven, saa tidt du vil!

Er denne Digt-Examen, for Exempel,

Her i de ti Poeters Rune-Tempel

Et blot et Ase-Børne-Spil?

Hvi saa? hvad bringer dig paa denne Tanke?

Det Digter-Tusindbierg, hvis Hundredbanks

Svandt ind til et Muldvarpeskud af Ti —

Hvorfor jeg, sandt at sige, dog er bange,

Det torde være let endnu for mange,

Med Hensyn paa den ægte Poesie?

Det er en yderst vanskelig Materie —

Der er, og blive maa for nogen Tid,

I vor Examen Artium Mysterie —

Dog — hvis du stadig giør dig Flid —

Indlemmer jeg til næste Ferie

Dig i dets Helligdom, maaskee.

Jeg troer i Asenummernes Komedie

Grangivelig igien at see

Jevnherren, Herren selv, og Herren Tredie?

Maaskee!

Naar jeg tar alle Nuller bort i Tanken

Af Tusindbierget og af Hundredbanken

Og Muldvarpskuddet, bliver der kun tre.

Du har sagt A — jeg staaer at sige B!

Forstaaer du mig, saa vil vi lægge

Til begge

Vor Aseverdens store C.

Jeg troer paa dette Vink at ane Trilogien; —

Og nu Herr Provst forstaaer jeg Ironien

I Aselærens store Hob af Tre:

Dens Alkoran-Abracadabara —

Dens Edda-Cabbala-romantica

Behandler kun, hvad den gaaer fra;

Det er ei Mythen selv; men blot Mythologien.

O! Held mig lille Gylfling, som fik see,

(Ved giennem Sprækken ind at kigge)

De Tis (som fordum Tolvs) Forvandlinger i tre:

As-Odin — Asa-Thor — og Asin-Frigge,

Hær — Jaffenhær — og Tredie!

Nu gaaer et Lys mig op i alt det — Stregede,

Hvormed jeg hidtil egentlig kun legede!

Den hele nattegamle Gudehær

Med sine strænge Bud og Laugsartikler,

Og alt hvad Asen siden selv udvikler,

Blot Asenutidsskyggen er —

Tag bort de Tre, saa blir tilbage Hullerne

Med Nullerne —

Du kommer Femmens Arvepart især

Med denne Giætning meget nær.

Har ret jeg læst i Deres Miner?

Hvad der var Aser hist og Asyniner

Er Asner kun og Aseninder her?

Tys, lille Gylfe! Meget jeg tilsteder

Din overgivne Munterhed

Til rette Tid, paa rette Sted;

Dog maae du holde Maade med

Asenutidig Spøg og Femtals Vittigheder!

Hvad tør man spille med i Nord,

Hvis ei lidt af og til med Ord?

Spil med dem frit, min Søn, kun ei paa samme Maade,

Som den, der ei forstaaer sit Spil!

Jeg veed nok, hvad Herr Provsten sige vil —

Lad min Uskyldighed kun raade!

Saa vidt den aldrigen skal drive det i Spil,

Vor Snorro Sture Snorkesøn at kalde,

Apol Vapol, og Venus Menus — til

Omsider Spillet selv maae sammenfalde

Med hvad jeg ikke nævne vil —

Som, om det faldt mig ind, ærværdige Herr Sæmund,

At kalde mig en Gylfe, Dem en Fæmund?

Med saadant Spil et lille Digter-Kræ

Beviiser kun, at ikke blot i Grunden,

Men selv i Skinnet — selv i bare Munden —

Det er et Fæ.

Men Timen, seer jeg, er udrunden —

Gaae nu for denne Gang, min lille Ven!

Og kom i Morgen Formiddag igien!

Jeg Mage til den Dreng har aldrig funden!

Hvis han i Tide seer sig ret i Speil

Paa Virkningen af hines Stemmen

Og Demmen,

Jeg haaber at det engang bliver Femmen,

I Skjald-Dekaden, uden Femmens Feil.