Du, som skarp, med kiølig Aande
Dræber giftigt Allehaande —
Du, som i de store Byer,
Og i alle Landsbykroge,
Med din muntre Kamp mod Taage
Damp og Oos og dovne Skyer,
Luften renser og fornyer —
Du hvem ikke blot den fule
Liiglugtfulde lumre Hule
Nødig har, for ei med Pest
Strax at dræbe hver er Giæst,
Der igiennem sammes Stænger
Blot og stikker Næsen ind;
Men til hvem og stundom trænger,
Hist i Haver, her i Vænger,
Lilie, Rose, Bøg og Lind —
Hvil dig lidt, bevingte Dommer,
I den liflige Skiærsommer!
Nu, din yngre Broder kommer,
Pustende med veneligt Sind
Op den lille Barnekind,
Nu lad buntet, eller broget,
Fantasien uden Baand,
Aande-Masken uden Aand,
Fiskeren, og saadant noget,
Holde, som dem falder ind,
Huus med Smagen og med Sproget!
Nu lad Qvinden hedde Qvind!
Nu lad Blomster hedde Blommer!
Nu lad Skin kun nævnes Skind!
Hvis og selv saa vidt det kommer,
At dem Pindus blir en Pind —
Skal dog ud af mine Lommer
Nu, vi har den kiære Sommer,
Blæse lutter Vestenvind!
