Fandens Abestreger
(Danfanas Hytte-Vise.)
(Danfanas Hytte-Vise.)
Fanden, fra den Tid han drat
Ned fra Himlen i den Mose,
Vi, som beste Verden, rose,
Baglænds, hov’dkulds, uden Hat;
Mens han nu, som Amtmand, snyder
Alle Jorderiges Jyder,
Er vor Herres Abekat.
Da vor Herre sagde: „Lev!“
Blev hans Bud, til Fryd for Manden,
Givet samme Stund en anden:
Adam favnede sin Ev’ —
Eva knap var ganske færdig,
Før ved Fusken, Fanden værdig,
Dens og Dens Xantippe blev.
Da vor Herre sagde: „Døe!“
Skabte han en venlig Engel,
Der med omvendt Fakkelstengel
Pegede paa Glemsels Øe.
Fanden gav de nye Tider
En formavret Grinebider,
Der nu æder Kiød som Høe.
Til vor Kummers Medicin,
Til at nære Elskovs Lue,
Skabte Gud den ædle Drue,
Saften fra Garonn’ og Rhin!
Fanden vilde kopiere
Denne Drik, som andet mere;
Og det blev til — Brændeviin.
„Ingen Vold uhævnet skee!
Helte Røvere forjage!“
Raabte Gud i hine Dage,
Og nu fik man Mænd at see.
„Det forstaaer sig, hvert et Rige
Selv i Fred maae evig krige!“
Brølte Fanden — stod Armee.
„Kaster Aaget! vorder frie!“
Raabte Herren, til Exempel,
I sin Almagts Alpetempel,
Og der blev Nomokratie.
„Kaster Aaget!“ skreeg den anden,
„Vorder alle frie, som Fanden!“
Og hvad fik man? — Anarchie.
„Tal til Tusinde paa Prent!“
Raabte Herren, „alle Zoner
Lytte til din Harpes Toner!“
Strax fik Verden en Skribent.
„Jeg vil giøre ham en Mage,“
Raabte Satan; „opad Dage!“
Og der stod — en Recensent.
Ak! omsonst man sang og skrev.
„Man maae buldre høit til Jorden,“
Raabte Herren, „lyd min Torden!“
Tordnen lød; see! Luther blev.
„Rigtig! man maa bande, brøle!“
Raabte Satan i sin Søle,
Og — Zeloter skreeg og skrev.
„Kun for mig, o Fyrste, skiælv!“
Raabte Gud, „dig Mængden lyde!
Fred paa Jorden vil jeg gyde
Ned i Eenevældens Elv!“
Fanden hæved og paa Throner
Fire, fem Napoleoner,
Og i Midten — hvem? — sig selv.
Danfan! i din lyse Glands
Skiælnes Himlens Tryllerier
Fra den onde Trolds Magier
Indenrigs og udenlands.
Alt fra Mestrens Haand os qvæger;
Men for Fuskrens Abestreger
Har din Dyrker ingen Sands.
Pereat al Despotie!
Pereat hver Grinebider!
Hver en Menneskeberider!
Hver en kaad Parnassets Spie!
Døe hver tøileløse Bander!
Falde hver, som frit ei stander!
Døe for alting — Anarkie!
Leve hver Charite her!
Leve hver, selv Dødens Engel!
Blomstre hver en Lilliestengel!
Leve Musers ædle Hær!
Leve, hvo miskiendte bleve!
Alle Dannegode leve!
Leve hver, som Liv er værd!
Leve, Danfan, ogsaa du,
Mens din Præst, hvor Feighed tier,
Sandheds Krands sit Hoved vier,
Er den og af Torne nu!
Selv trods Fandens Abestreger
End hans Sang i Sproget leger —
Og den døer ei — lever du!