Jens Baggesen (1764–1826)

Den af ovennævte Forfatter her i Landet anlagte, i Begyndelsen meget lovende, og af Vedkommende med usædvanlig patriotisk Gavmildhed understøttede Tragedie-Fabrik — der, paa samme Tid som det med de øvrige Anlæg her hiemme gik tilbage, kom i udmærket Flor — har efterhaanden, som Armoden og Elendigheden tog til, Indførelsen af aandelige udenlandske Vare tog af, og Lysten til at slaae sig løs og flankere blev med alt det den samme, udvidet sig til en sørgelig Fabrik af allehaande Tøierier, hvilke i Mængde og Forskiellighed vel overgaae alle overdaadige Forhaabninger; men i Godhed, desværre! ikke opfylde een eneste nok saa tarvelig Fordring. Med andre Ord: den samme Væverstol, der saa rigelig forsynede vor kunstige Sorgtrang med got forsvarlige sort Bay, og andet indenlandsk Klæde, har siden efter leveret vor naturlige Lyst til anden aandelig Pomp alleslags dramatiske Fløiler, Florer, Cirkser, Bomulds- og Silketoier — saa at sige, alt i og uden for Europa fantastik Væveligt — Tak skee en ganske egen af Anlæggeren selv opfunden udenlandsk Mekanisme. Men rigtig nok synes alle disse sidste finere Væverier, som sagt, ikke at bære Vand imod de første grovere. Man dadler baade Mønstrene, Farverne, og Traadene; og — hvad der er det værste — Tøiet holder ikke.

        Uden Lignelse: Hakons af os selv, som begyndende tragisk Digter, desværre lidt for tidligt og for høit udbasunede Forfatter har, i Følge den Plads og Indflydelse, han i Parnassets Anarkie vidste at forskaffe sig, og i Kraft af et vist Monopolium paa Genie, som Literaturens unge Terrorister indrømte ham, saa at sige, faaet Hævd paa, at trodse Smagen og den sunde Sands med alle muelige og umuelige Arter af Poesie og Prosa i alle optænkelige Blandinger — indtil han endelig er bleven staaende ved een, der ikke blot ophæver al Kunst, men al Natur i Spøg, som i Alvor. I hans saakaldte genialske Arbeider findes nuomstunder intet Spor af nogensomhelst Plan eller Orden. Man søger omsonst i hans allersidste trykte Skuespil nogen anden Sammenhæng end Heftningens — og, hvad Eenheden angaaer, kan man ikke engang med Sikkerhed regne paa Opførelsens.

        Nærværende saa kaldte Syngespil er allerede den syvende store Prøve paa vor sceniske Tyrans næsten mageløse Foragt for alle Smagens Love og alle Kunstens Regler — ligesom dets Antagelse til Opførelse selv ved den høitideligste Leilighed — paa den Festdag, danske Muser kappes om at hædre i deres beste Pynt med deres skiønneste Krandse — er et talende Beviis paa hans frygtelige, til næsten Eenevælde grændsende Magt paa Parnasset. Forgiæves venter man, at en anden imidlertid opstanden, og med temmelig almindeligt Bifald hilset Trylledigter vil giøre Ende paa denne Smagløshedens Despotisme, hvis ikke i det mindste den nogenlunde dannede Deel af Publikum tager Mod til sig, lukker Øinene op, og seer, ikke blot Personerne, men Tingene, som de ere. Der vilde være lidet eller intet vundet ved Ingemanns Seier over Oehlenschläger, hvis Tingenes Uorden for Resten blev den samme; man vilde forandre Regent, uden at forandre Regiering, og Fortryllelsesslaveriet i den forstyrrede Stat vilde blive det samme.

        „Med Lov skal man Land bygge!“ Dette giælder for Parnasset, som for ethvert Rige — for intet — naar man tænker det mindste ved hvad man forestiller sig — meer, end for Fantasiens, der, uden Regler, Baand og Grændser aldeles ophæver sig selv. Det er ikke blot Herr Oehlenschlägers poetiske Genie (der kunde erstattes af et andet) som det er om at giøre; men det er den sunde Sands for det Skiønne, den rigtige Følelse af hvad der er Kunst, og den naturlige Smag for det sande Fortryllende — der i den bestandige Ruus af Tieckerier og Kozebuerier næsten aldeles har tabt sig hos Publikum — hvis fuldkomne Undergang maa forebygges, hvis vi ikke ville hensynke i en lige saa stor trykt som trykkende Papiir-Elendighed, og tilsidst foretrække den første den bedste Daarekiste for Musernes Tempel. Streng Kritik er, saaledes som Sagerne nu staae, Parnassets eneste, men og desto meere trængende Fornødenhed. Paa Genialitet, Talent, Frembringelses-Evne, Frugtbarhed i samme, og overalt: poetisk Genie (for saavidt man er bleven temmelig eenig om at dette bestaaer i kraftig og tøileløs Fantasie) har vi, ikke blot ingen Mangel, men i Øine faldende Overflod — ikke at tale om, at vi tælle ligesaa mange Poeter i de sidste Tider, som Studenter — hvis ikke flere. Kunsten maa for alting indsættes igien i sine gamle strænge Fordringer, og hævdes i dens hellige Grændser; Aartusindes evige Mønstre maae paa ny henstilles paa den dem tilkommende Plads; og Ordenens, Simpelhedens, og Fuldendelsens Ideal maa ophænges til Sku for ædru Tænksomhed i det ryddede Smagens Tempel. Men, forend Øinene kunne opklares for den muelige Skiønheds kunstige Tillokkelser, maae de aabnes for den virkelige Hæsligheds naturlige Modbydeligheder. En reformerende Kritik begynder derfor ikke med Anpriisningen af det Gode, den vil giøre Plads for; men med Daddelen af det Slette, der først maa forjages. Kun den ædru Opmærksomhed paa forhaanden værende Fuskerier kan vække den indslumrede Trang til glemte eller tilkommende Mesterstykker. Der gives maaskee intet sikrere Middel til at opvække Lyst hos alle Læsere til en Renselse og Forædling af vort stolte Herligheds-Tempel, end en dvælende kritisk Betragtning af den herskende Smags Non plus Ultra til Æren af vor seeneste Dannefest: Ludlams Hule. Saa dybt dette prægtige Spilleværk i sig selv er under al alvorlig Kunst-Kritik, ville vi derfor dog taalmodigen paatage os det i alle andre Henseender utaknemmelige Arbeide, at udvikle dets fuldstændige Slethed.

        Uagtet det, desværre! er os uafgiort, om det just er det sletteste af vor store parodiske Shakspears Stykker — det er for Exempel mindre kiedsommeligt end Kanarifuglen — mindre oprørende end Faruk — og mindre flaut end Mads Gedebuk — saa er det dog, hvad Indretningen for Skuepladsen angaaer — om Plan ville vi slet ikke tale — og især som Syngestykke, det ravgaleste, der endnu er bleven sammensat paa vort Theater. Vi sige med Flid: sammensat paa Theatret, for saavidt det er et Theaterstykke. Ikke som om Forfatterens egen for to Aar siden allerede trykte Sammensætning paa Papiret var mindre ravgal — tvertimod, den er det indtil Ophævelse af al Forestillings Muelighed, i det mindste paa een Aften, med eet og samme Personale — og vi gad tilføie: for eet og samme Publikum.

        Men, da vi med nærværende skarpe Kritik især tage Hensyn paa det høitidelige Geburtsdagsstykke, kunde Forfatteren falde paa, at fralægge sig Indretningen af samme, og anklage os for at have skrevet Theaterdirectionens Arbeide paa hans Regning. Vi ville, for at forebygge alle saadanne Bryderier, giennemgaae saavel hans egen, som Theatrets Sammensætning af dette doppelte Sammensurium.

        Vi fremlægge først hans egen, saaledes som Stykket ligger for os, med næsten en heel Akt og halvanden Person meere end i Forestillingen, og, som det naturligviis var plat umueligt, at bringe det paa Scenen. Paa 172 Sider ere her to fra hinanden aldeles forskiellige Spøgelsehistorier, grundede paa to forskiellige Folkesagn, der intet have tilfælles hverken i Sted, Tid, Begivenhed, eller (hvad der er det værste) Aand og Betydning, sammentrukne efter Haarene — ikke til een Handling i fem Akter, men til een Aftens Læsning, i fem saa kaldte Handlinger, paa følgende Maade.

        I første Handling, der begynder om Aftenen, belave sig et Par skotske Bønderknøse, som Frivillige, paa at gaae i Krig mod Engellenderne, der ere faldne ind i deres Fædreneland, og have opkastet en „næsviis“ Skandse lige for Godsherrens Øine der paa Godset, hvor alt, efter Forfatterens Anmeldelse, foregaaer. Hvorledes det hænger sammen med denne Krig, er umueligt at indsee. Den næsviist opkastede Skandse er hverken meer eller mindre end en „Fæstning“ S. 22 „med Mure“ S. 156, der skal tages med stormende Haand samme Nat — og denne fiendtlige Fæstning lige for Godsherrens Øine lader ham og hele Godset saa roligt, som om alt laae i den dybeste Fred, paa Bondeknøsen nær. Denne (skiøndt han hører til Biergskotte Corpset, Høvedsmanden Sir Oliver anfører) marscherer hiemme fra uden Vaaben, og faaer underveis det gode Indfald, at lede om et Sværd, det han lykkeligviis ogsaa finder, i det han kommer en Hule forbi, hvor en anden dum Knøs, der følger ham, giør ham opmærksom paa Moer Ludlams bekiendte Laane-Institut. Neppe har han imidlertid faaet Sværdet, før han, trods „Høvedsmandens Kald“ og „den skielvende Trompeter, der staaer paa Høien og støder Heltetoner i det gule Malm“ (thi Fæstningen skal stormes strax) begiver sig op til Ridderborgen, og ved Hielp af en Strikkestige klavrer op til den naadige Frøken der — igiennem Vinduet — ind i hendes Jomfruebuur, fulgt af hans Kammerat, der styrter ind paa alle fire. Den dydige Frøken, (der, vel at mærke, spiller Uskylds Engels Rolle der paa Godset) synes vant til disse Nattebesøg af unge Karle giennem Vinduet — tager venlig Afsked med ham — takkende selv Kammeraten, der fulgte med — og haaber at see dem begge friske og vel igien.

Midt under disse Krigstilberedelser lægger den hvide Kone (et Godsherren og hans gamle Tiener velbekiendt gammelt Spøgelse der paa Slottet) det an paa, for at faae Roe i Graven, at giøre lidt nærmere Bekiendtskab med den unge uskyldige Frøken. Hun banker samme Aften, strax efter at de unge Karle ere smuttede ud af Vinduet igien, paa hendes Dør — hilser den af Skræk gysende Klara (saa hedder Frøkenen) med dødblegt Ansigt og et ved hendes Side hængende Nøgleknippe venligt; og Frøkenen (saa stærk er Uskylds Magt!) bliver, trods sin Skræk, lige saa lidt bange for Spøgelset, som før de ind af Vinduet styrtende Soldater. Vel finder hun hendes Haand „besynderlig kold“, medens den „Blege“ taler med en „huul“ Stemme; men det forhindrer ikke, at hun jo bliver rolig hos hende til Klokken slaaer tolv, og modtager et Stevne af hende „i Riddersalen næste Midnat.“ Næste Midnat vil imidlertid sige saa meget som denne samme Nat lidt tilbage i Tiden, hvilket vi siden faae at see. Biergskotterne, blandt hvilke de to omtalte Knøse, marschere strax derpaa forbi, og hun kaster fra sit Vindue Blomsterduske ned til den ene; uden at undre sig over, at hendes gamle Morbroder og Tom (der vare gangne til Sengs) ved denne Leilighed staae ved Siden, og see de Kys, han kaster op igien til hende. Hermed ender den første Handling, hvori fra Klokken slog tre Qvarteer til Tolv (S. 19) til den slaaer fuldt Slag (S. 38) altsaa i en Fierdendeel Time, Klara har modtaget Besøgene giennem Vinduet — siunget en Duet med William — underholdt sig derpaa i lang Snak med ham og Dick — siunget en Trio med dem begge — besørget dem ned igien med Strikkestigen — sat sig til sin Harpe og siunget en Arie af fire Stropher, hver Strophe otte Linier lang — modtaget derpaa Besøget af den hvide Kone — aftalt alting med hende, og foresiunget hende endnu engang det sidste Vers af Harpesangen! Rigtig nok har et skuespilbesøgende Publikum aldrig oplevet noget længere Qvarteerstid paa Theatret (thi alt dette er uforandret blevet paa Scenen, som det findes i Bogen) men trods de lydelige Klokkeslag synes det dog at have saa lidt stødt nogen af alle Vedkommende, som Tidens fuldkomne Tilbagegang i alt det Følgende.

        Anden Handling begynder et ganske splitternyt Syngestykke, der lige saa lidt hænger sammen med det foregaaende, som hvilketsomhelst andet af Forfatterens Fragmenter. Her spænder en ganske anden Familie, end den paa Borgen, bestaaende af Mand, Kone og et Barn, vor Opmærksomhed paa noget ganske andet, end en Stormløbning, en muelig Bortførelse, og en midnatlig Sammenkomst mellem en ung Frøken og en toetydig, dødbleg, koldhændet, og huulttalende hvid Kone i en Riddersal. En anden Biergskotte (thi Biergskotters Fædre ere altid Biergskotter) der kun lidt bryder sig om Krigen der paa Godset (uagtet han boer der, og siden viser, at han kan slaaes endnu, naar det gielder) sidder i en Lænestol og grunder, mens hans Kone sidder og synger en Vuggeviise, og det lille Pigebarn i Vuggen sover. Vi giøres her paa tyve Sider bekiendte med den menneskelige Elendighed, der kan flyde af at laane, og spille bort hvad man laaner — især naar man maa betale alt til bestemt Klokkeslet, St. Hans Nat, eller krepere; vi glemme ganske det forrige spanske Spilopstykke, og stemmes til al den spidsborgerlige Medlidenhed, der er muelig i et tydsk grædende Drama. God Nat Storm, Strikkestige, halsbrækkende romantisk Elskov, adelig Spøgen i en Riddersal — kort sagt alt det fantastik Tryllende, man havde spidset Næsen paa i den forrige Handling. Vi sættes paa eengang ind i den virkelige Verdens kiedsommeligste huuslige Elendighed¹, og efter en ny uudholdelig lang Expositionsscene, der lærer os, at den ny Helt, Bonden Robin, har forbrudt sit Liv til Moer Ludlam (den samme, der ved det forrige Stykkes Begyndelse i Forbigaaende havde laant den tappre Knøs, der gik at storme Fæstningen, et Sværd) hvis han ikke før Solens Opgang bringer hende fire hundrede Kroner — netop som vi troe, Handlingen i denne Egn vil begynde — føres vi med eet tilbage til Ridderborgen, for at være Vidner til en der spillet Comoedie Eftermiddagen før det forrige Stykke begyndte. En tredie Helt (en komisk nemlig) viser sig her i al sin Glands under Navn af John Bull, som Beiler til den unge dydige Frøken, ved et ganske lystigt Aftentaffel for sig selv, inden de andre gaae til Bords. Hans paa sexten Sider (hvori han, paa nogle korte Repliker nær af de andre, alleene fører Ordet) vidtløftigt udmalte Karrikatur, forfører Læseren til at troe, at hverken den romantiske Bondeknøs William, eller den prosatragiske Bonde, Robin, men han er den egentlige Hovedperson — og at Een Aftens-Læsningen altsaa i Grunden hverken er et Tryllespil, eller et Grædespil, men et Galskabsspil — af det fastelavnske Slags — i Freyns Alters overstadig snurrige Maneer.

        Men denne Forventning bliver ogsaa til Vand. Neppe har denne splinterny Person fuldkommen udtalt sin mageløse Originalitet, før han, som forsmaaet Beiler, forlader Scenen — uden at have giort andet Gavn med Indflikningen af alle disse Optøier, end det, at laane Robins Kone hundrede og halvfierdsindstyve Kroner, der komme hende til aldeles ingen Nytte. Langt fra at udrette det mindste i hvad det ogsaa er, der handles om, tilintetgiør denne Biomstændighed Deeltagelsen i den arme Bondefamilies Nød, som man nu troer afhiulpet, og altsaa, da den intet andet interessant havde, ganske glemmer.

        Efter denne aldeles for sig selv spillende Episode — i en uendelig Forlegenhed med hvad man dog, efter saa mange afbrudte Begyndelser til noget, skal giøre af de mange Traadender — opdager man paa eengang med Studsen: at man, langt fra at være kommen videre i det først begyndte Eventyr paa Ridderborgen, tvertimod endnu ikke er der, hvor man begyndte; men har hele Aftenen før det allerede hørte Midnatslag for sig, og altsaa maa have drømt alt det Foregaaende, eller nu drømmer alt det Nærværende — en for enhver Læser, der gierne gad sikkert vide, om han vaager eller sover, meget ubehagelig Følelse. Det maa nu forholde sig hermed som det vil, mod Enden af anden Handling begynder St. Hansnatten forfra igien — og der hænde sig endnu manfoldige Begivenheder og Tildragelser baade i og udenfor Borgen før det bliver Midnat for Alvor. Den gamle Borgridder og hans gamle Tiener disputere med hinanden om Spøgelset, og hvordan det vil løbe af, at den første har givet Klara Lov til i Nat at gaae ind i den et hundrede Aar tillukte Riddersal. Tieneren finder denne Tilladelse saa meget des betænkeligere, da den for Gartnerens Kone bestilte Liigkiste er bleven bragt i Procession op paa Borgen, uagtet Konen ikke døde. Denne høist betydningsfulde Liigkiste „lugter frisk af Fyrretræ — og støder Folk med sine skarpe Kanter, som gaae forbi i Mørke.“ Men Sir Harry (den gamle Ridder) leer deraf, og foredrager sit fornuftige Raisonnement over Illusioner i Mørke i en Duet med Tieneren, der slutter Handlingen — og hvorved der er det mærkværdige, at denne, trods sin modsatte Tænkemaade, er af fuldkommen samme Meening.

        Tredie Handling, eller egentlig Episode, bringer en ny aldeles uvedkommende Person paa Scenen — en fierde Helt, der kommer, og gaaer igien, uden at giøre andet end Ulykke — som der dog er mere end nok af i Bondehuset, hvis borgerlige Tragedie spiller for sig selv, uden mindste Forbindelse med Ridderborgens. Robin sidder nemlig i den „kolde Sankt Hans Aftens Nat“ og venter paa sin Kones Tilbagekomst (der er gaaet bort for at skaffe Penge) da der i det samme kommer en lystig Broer af landstrygende Soldat forbi, i hvem han gienkiender sin gamle Krigskammerat. Denne tracterer ham med et got Glas Viin af sit Tornister — lokker ham til at spille Tærninger med sig om fem hundrede Kroner, som han har vundet fra en Hestepranger, og synes gierne at ville være af med igien. Men Robin, isteden for at vinde hans, taber alle sine. Da Kammeraten stikker Gevinsten til sig og vil gaae sin Vei, bliver han reent desperat, løber ind i Hytten og henter sit Sværd. De slaaes, og Robin falder saaret hen paa Bænken, hvor den anden henslænger ham en Snees Kroner til en Feldtskiær, og syngende-gaaer bort igien, som han kom. Den stakkels Kone, der var gaaet efter Penge, kommer hiem, og finder ham svømmende i sit Blod. Hun fortæller ham, at hun har faaet, hvad hun gik efter, men da han imidlertid har tabt, hvad han havde, ere de lige nær, og hermed sluttes denne lige saa oprørende og martrende, som for Resten best udførte Episode.

        Dog nei! Tiden staaer paa ny stille, og i fierde Handling fortsættes hin, uden at Forfatteren bryder sig om hvordan det øvrige kan bestaae med denne Fortsættelse. Det er nemlig nu „snart Midnat igien“ — egentlig den tredie, der nærmer sig — men til den afgiørende Sankt-Hanse-Midnat er endnu langt, som man vil faae at see. Sagen er, at hver særdeles Handling har sin Sankt Hans-Nat for sig selv, ligesom alt det andet. Imellem den forrige og denne maa nødvendig være gaaet nogen Tid hen, da Lægen, som man umuelig kan formode i Nærheden, er bleven hentet, og alt har aareladt og forbundet den Saarede, der er bragt til Sengs, og allerede kommet saa vidt, at hans Kone nu kan slaae en lille Sladder af med den snaksomme Doctor om hans Tilstand, og overlade ham til dennes videre Pleie — mens hun tænker paa nye Raad. Hun beslutter at skrabe sammen hvad hun har, og gaaer med det, Suk, Taarer, og varme Bønner, til det fatale Laane-Institut, hvor den yderste Termin til Klarering er forhaanden. Desuagtet bliver hun, for at synge en lang Afskeds-Arie til sin Mand og Datter, som ingen af dem hører — og gaaer endelig, efter at have glemt over Arien det meeste af hvad hun vilde tage med sig. Paa eengang forvandles Scenen til den underfulde Riddersal paa Borgen, hvor der staaer „et stort Bord af Ibenholdt med dreiede Sneglebeen midt paa Gulvet“ — og nu begynder et mimisk Melodram, en egentlig Ballet med Ord-Accompagnement, først monodramatisk af den med en Voxstabel indtrædende Klara — siden duodramatisk mellem hende og hendes (som hun endelig mærker det) døde Tante — der ender med et stort Divertissement i den katholske Kirkestiil, og med underlagt latinsk Text, hvilken Forfatteren imidlertid har have den Godhed, at besørge oversat for læg Folk i Noterne. I dette høist ambigu-comique Drame pantomime à grand spectacle, mit Accompagnement und Chören, cum notis variorum, belæres vi af gamle Dokumenter und herschaftlichen Urkunden: at den tvetydige Tante, der har givet Frøkenen Stevne, til sin Tid var en „letsindig Flane“ af det afskyelige Slags,“ der har ladt sit Barn krepere af Mangel paa Pleie, sin Ægtemand slaae ihiel af hendes Boler, og nu til Straf for hendes Ødselhed maa trippe op og ned ad Vindeltrappen med husligt Nøgleknippe.“ Af samme Dokumenter erfare vi og paa en Maade Grunden til de forskiellige Midnætter i dette St. Hans-Aftenspil; thi høistbemeldte Tante er efter sin Død ikke blevet til eet, men til flere forskiællige Gienfærd, medens hendes Liig ogsaa synes at ligge begravet paa forskiellige Steder. Kort sagt, vi erfare hundrede skrækkelige Ting; men aldeles intet til Forklaring af hvad der foregaaer for vore Øine paa Bladet, som paa Scenen. Mindst begribe vi, hvorledes Morbroderen, der, en halv Time før, ingen Anstalter giorde til noget, i et Qvarteerstid har faaet alle Borgens Folk sammen, til en høitidelig Procession med en Munk i Spidsen — og allermindst, hvi han (ifald alt dette i Forveien var foranstaltet) ikke kommer ind med dem, før han maatte slutte, det var for silde. Det hele Riddersals Tryllespil, fra Klaras Indtrædelse med Voxstablen til Chorets Udgang igien med Faklerne, er et saa uhyre genialsk Daarekisteprodukt, at vi, for eengang at vise, hvorvidt Tankeløshed, Følesløshed, Sandsesløshed og Smagløshed kan gaae i et privilegeret Theaterdigter-Fuskerie, holde det Umagen værdt, at hellige det en egen alt belysende Kritik, i Følge den naturlige Respekt, der skyldes ethvert Non plus ultra².

        I femte Handling bringes Læseren med eet fra „det fæle Gemak“ (den store Riddersal) til den endnu fælere Hule, hvor Robins Kone kommer hen, for, om mueligt, at tilfredsstille Moer Ludlam med hvad hun bringer. Men denne, langt fra at „tage til Takke“ med det halve af Betalingen, vil have hendes Barn, den lille Betty (der er paa egen Haand løbet den lange Vei hiemme fra efter Moderen) hvilket bringer denne til en saadan Fortvivlelse — efterat have faaet Barnet igien, som frivillig var løbet hen til Spøgelset — at hun langt uden for Hulen kaster sig paa Knæ, og i en Arie beder vor Herre „sende en Skok af sine Engle ned“ til Redning. Isteden for denne Skok af Engle falder rigtig nok, som ned fra Himmelen, en Skok Liigbærere og Liigfølgere. Det er nemlig mørk Nat endnu — og denne Gang upaatvivlelig den samme Nat, hvori efter Midnat saa meget allerede er foregaaet oppe paa Borgen, der ligger temmelig langt fra Hulen. Der gik hver til sit, som det lød, og uden at faae at vide, hvad der skulde giøres, endte Sir Harry med de Ord: „Alt kan i Fred man afgiøre siden!“ der ikke syntes at røbe synderlig Hastværk. Desuagtet have de der faaet Tid til at høre Documenternes Indhold af den til sig selv igien komne Klara — til at faae den gamle Tante opgravet og ud af Tinkisten hun laae i — lagt i den anden (formodentlig i den af Fyrretræ, som stod paa Gangen) — til at faae Snedkeren hentet og Kisten tilslaaet — og, hvad der er det underligste, til at faae gravet en Grav paa Kirkegaarden — faae hende nedsænket i Jorden, holdt Sielemesse, og komme tilbage igien forbi Hulen — førend Natten er til Ende; og, hvor lang end St. Hans Nat er paa samme Polhøide, som vores, veed den mindst oplyste Læser. Moer Ludlam faaer imidlertid neppe at høre (af Robins Kone) at hun bliver begravet, før hun farer til Himmels og Hulen lukker sig. Men Enden (paa Natten) er ikke endda. Efter nogle paa Himmelfarten følgende Minuters Taushed, hører man en sagte Marsch, ledsaget af et Chor langt borte, der kommer nærmere og nærmere; og Biergskotterne under Sir Olivers Anførsel komme tilbage med Eegeløv i Hielmene (de gik ud med Blomster i Hattene) og synge en Sang, hvoraf Meeningen er, at de kom, saae, og seirede i Maaneskin, og Maanen skinner endnu. Man fristes virkelig til at troe, efter alt det andet Foregaaende, at Hæren har sovet et Par Dage og Nætter bort midt under Stormløbningen, eller man maae antage, at Evigheden, da den fødte Tiden, kom ned med Tvillinger³.

        Et Slutnings-Divertissement var nu at formode, saa meget mere, da alle didhørende Personer, ved et Mirakel efter det andet, ere nærværende — paa den qvæstede Robin nær, som Doctoren vaager over, der paa samme Maade kunde komme til, som han kommer siden efter. Begge Familierne ere reddede, Riddersalen er renset, Hulen er lukt, den hvide Kone er bleven begravet, Moer Ludlam faret til Himmels, Sielemessen er holdt, Fæstningen er taget, Fienden er forjaget, Seierssangen er siunget — femte Handling er forbi — hvad, mon troe, kan der endnu være tilbage? Intet mindre, end et tredie nyt Stykke med tildeels ganske nyt Personale, spillende „Morgenen derpaa i en landlig Egn udenfor en Bondehytte“ og med alt det endnu i samme femte Akt — hvorfor der ogsaa, som man skal see, følger en syvende bag efter. —

        For at giøre ikke blot Læsere i Almindelighed (der læse Digte, som de læse Aviser), men Skuespil-Censorer — og ikke blot disse i Almindelighed, men dem, der ubeseete antage Herr Oehlenschlägers Stykker i Særdeleshed, — opmærksomme paa den Genialitet, vi vove, at tage lidt i Skole — for, om mueligt, at aabne Forfatteren selv Øinene for det endogsaa blinde Beundrere stødende i hans senere dramatiske Hexemesterier — ville vi Ord til andet her anføre, hvad der, efter hans Mening, endnu burde have været fremstilt paa Scenen i dette tragiske Syngespil. Naar man læser, uden at tænke og føle ved Læsningen, kan man naturligviis udholde hvad det saa er; dette giælder og om Tilhøren imellem Vaagen og Soven. Vi ville derfor i Forveien vække Vedkommende til det Følgendes Bedømmelse, ved at bringe dem i levende Erindring, hvad der er gaaet umiddelbar foran, og hvilken Tone, der paa nogle faa Undtagelser nær, er gaaet igiennem Hidtilssammensætningen af Spilleværket. Fremstillingen, saa vel i det eene, som det andet Eventyr, Forfatteren har blandet sammen, er heel igiennem tragisk med religiøst Anstrøg, og den af ham selv Componisten angivne musikalske Tone er sørgelig høitidelig. I første Handling hedder det:

        I denne Stemning, der som sagt vedvarer indtil midt i femte Handling, høre vi den hiemkommende Helteskares Te Deum, og vente (hvis der endnu skal komme noget) hvad Choralet paa forrige Blad synes at love: (S. 141.)

da — pludselig — i det alle de andre drage forbi Klippehulen, en aldeles ubekiendt Person, en vis Sara Nickels styrter ind paa Scenen med en langt derfra liggende Bondehytte i en „landlig Egn“ bag efter sig, og den ganske fortvivlede John Bull foran sig, ved hvilken Leilighed det paa eengang bliver lys Morgen. S. 144.

        „(De i Maanskin hiemkommende Biergskotter drage forbi)„

        Men — vi gientage det — uagtet vi have havt to vidtløftige Stykker, sex fuldstændige Akter, Te Deum, Kroningsfest, Brudekrandsning, Kapelvielse! og Slutningschor — uagtet alle Personer ved et Mirakel endeligen ere blevne samlede paa Scenen, og alle Knuder løste, saa nær som Løsningens — for meget er endnu ikke nok, og Enden er ikke endda. Tiden, der i de forrige Minuter forløb sig til henimod fire, løber tilbage (for at giøre det godt igien) til Dagbrækningen; og Rummet, der var blevet udstrakt til en landlig Egn, skrumper sig ind igien til Stedet, hvor vi forlod Robins Kone tæt ved Ludlams Hule. Her optræder Lægen med sin Patient, der i Feberheden er rendt hid, og da han finder Hulen lukket, overlader sig til en poetisk Fortvivlelse, der (uagtet han kun er en simpel Bonde) i Phraser og Billeder kan slaae Spar To til een af Youngs lærdeste Nattetanker. „Alceste,“ — siger denne skotske Bonde, (saa vidt gaaer hans Feber!) — „Alceste steeg i Hulen for Admet; men deri ligner Robin ei den bløde, den følesløse Konge! Leve roligt og tage mod et sligt Forsoningsoffer! — Nei! ved St. Dunstan!“ — bliver han ved, og anmærker i Parenthes, at St. Dunstan er Skotlands Helgen — „Nei! ved St. Dunstan, Skotlands Helgen! Nei! min Siel var fuld af Lyder; men med Beeg har Helvede end ei trykket i dens Grund de fæle Ord: Utroskab, Følesløshed! O! arme Fanny! (hans Kone, som han troer indelukt i Hulen med Barnet) „her, her steeg du ned, ned med dit Barn, der, ubekymret om sin Skiæbne smilte sidste Gang til Maanen, før Mulmet slugte det. Nu skal du da, som en urolig Skygge, der har glemt sin Halvedeel paa Jorden??? pusle frem ved Midnat; bleg, som Marmoret i Klippen, med Jordbeeg“ (til Forskiæl fra Helvedbeeg!) „og med Flintesteen i Lokken — med en Skiftning i din Arm, naar Alferne har stiaalet Betty — saa skal du staae og smile ved mit Leie, henrække mig en Dødninghovedskal med Tærninger af Knokler, rødpunkteert med Hierteblod af et uskyldigt Barn“ — o. s. v. Hvilket Bondesprog! og hvilken Lavastrøm af tragisk Veltalenhed!¹⁴ Rigtignok er det, næst Lægens Præk, det eneste, der røber Studium i Stykket. Han vil for dennes Øine stikke sig ihiel, da hans Kone (der synes at have luuret paa dette Øieblik) til Lykke springer frem og forhindrer det. Hvi hun ikke har forladt dette gyselige Sted og skyndt sig tilbage til sin Mand — er ligesaa vanskeligt at begribe, som alt det øvrige. Men den ved et Mirakel tillukte Hule, maae ved et nyt Mirakel aabnes igien, og det maae — Doctoren i det mindste see, før han troer det.¹⁵ William kommer nu ogsaa til; men isteden for at fortælle sin Moder, at han er bleven slaaet til Ridder, og forlovet med Klara, fortæller hun ham det. Himlen veed, hvor hun har faaet det at vide. Men, ligemeget! naar Tingen er eengang skeet, regner vor Forfatter det ikke saa nøie, hvem Fortællingen lægges i Munden. — Hvad nu følger, er en høist oprørende Profanation af Kirkens Mysterier paa Skuepladsen i al muelig Pomp ved den gemeeneste Leilighed — som vi siden, naar vi komme til Kritiken af det Heles Tendents og de enkelte Mærkværdigheder, nærmere, og alvorligere end noget andet, skulle berøre. Hulen aabner sig nemlig, lader den deri nedfaldne Himmel see, og et Englechor høre, lukker sig igien — og — hvad i al Verden kan vel endnu være tilbage? — „En Epilog af Forfatteren?“ — Nei! — Vi vilde give enhver anden, end en forskruet Fantasie, hundrede og een Giærninger frie, og vædde hundrede mod eet, at den ikke giættede det i den hundrede og anden. Hverken meer eller mindre end en ny, platud utænkelig og uforestillig Scene mellem „Lægen og Spectatores“ medens Robin og hans Kone endnu ere paa Scenen, og forinden alle de øvrige komme „for at danne en Gruppe med disse“ uagtet de ikke vidste at de vare der! Hvad siger da Lægen, ved denne høist alvorlige Leilighed til bemeldte Spectatores? Da han seer Hulen lukke sig, siger han:

        Og hvad svarer Spectatores?

        De svare i et Chor med Janitschar-Musik:

        Saavidt Forfatterens egenhændige Indretning. Ved den for Skuepladsen behøve vi ikke længe at opholde os, da den blot bestaaer i en Forkortning af denne, hvorved vel den physiske Muelighed til Opførelse er vundet; men hvad Sammenhængen angaaer, heller intet meere. Kritiken bifalder aldeles alle de Bortskiæringer, Theaterdirectionen har tilladt sig; og med sand Glæde have vi for første Gang bemærket sammes Opmærksomhed paa den vanhelligende Misbrug af Guds Navn, der i den seenere Tid er bleven afskyelig giængse paa vor Scene.