Den hele Kreds i Drømmen, indtil Fæene,
Der laae paa Knæene,
Var sovet ind
Mod Enden af den mørke Tale,
Jeg her har anført Hoved indtil Hale
Med Krop og Skind.
Gud veed, hvordan jeg selv, mens hele Verden snorkede,
At holde mig lysvaagen aarkede —
Og, med Opmærksomheden spændt,
Ei brast i Søvn, før den var endt! —
Ved Skraldet giennem Field og Dale
Af dens sublime Slutnings: „Ai!
Heautontheoreomai“ —
Forsamlingen foer op af Dvale,
Og udbrød pludselig i Choret, hvor vi slap
Med ubeskrivelige Klap,
Imens paa samme Tid man hørte Hanen gale.
Paa Stenen Kiærten sluktes ud,
Alt blev paa eengang lyst, det store Spøgelse
Forsvandt i Dampen af den sidste Røgelse,
Og hele Kerteminde gik sit Skud —
(Jeg meener nemlig hele Scenen.)
Tilsidst var blot tilbage Stenen;
Og ni ret yndige Smaapiger nu jeg saae,
Der læste hvad der stod derpaa:
„Jeg visner levende, jeg blomstrer død —
Som Flamme jeg i Vand mig selv fortærer —
Som Gaade knækker jeg min egen Nød —
Med ingen anden Kierne jeg mig nærer.“ —
Nu faaer du vide, tænkte jeg, af dem,
Hvem høie Herren var, der talte,
Og hvad hans Billed os afmalte —
I det jeg voved mig lidt længer frem.
Jeg stirrede — jeg lyttede — de smiilte:
„Ja! det er Digtning, det er Giøglerie,
„Spil med sig selv i Fantasiens Gaade,
„Romantisk, eventyrligt paa en Maade;
„Men, Søstre! det er ei vor Poesie!
„Bekrandse, hvo der vil, det Giøgleminde!
„Hvor det forgudes, vi forsvinde.“
De svandt. En Gysen giennemfoer min Krop,
Jeg vaagned op —
Og, ør i Hovdet end af det Betydningsfulde,
Jeg giver Jer det her til Priis, I Hulde!