For nogen Tid det Rygte gik,
At Amor, denne Gud, der var saa rask, som liden,
Og syntes skabt til ret at trodse Tiden,
Sit Banesaar af egne Pile fik,
Fornemmelig af Nag, fordi han saae
Meer end sin Moder i vort Damiens Lovise,
Og derved nødtes til, den Skiebne sig at spaae,
At alle Nordens Cypris vilde prise,
Og at han længer selv ei vilde kaldes skiøn,
Naar Jorden engang saae Lovises første Søn —
Vist veed man, at nysnævnte hans Fru Moder,
Fordunklet, ikke længer sandted her,
Men flygtede til andre Kloder,
Hvor ingen Rivalinder er.
At Jupiter alt for saa længe siden
Er sovet hen,
At han er færdig at staae op igien,
Det strækker sig endog til Bürgers Viden,
(Som dog er overmaade liden!)
Saturn er, som man seer, indsluttet i en Ring,
Og giør ei heller mange store Spring’ —
At Mars det ei vil giøre meget længe;
Men i det mindste bleven er Kujon,
Det lærer Galliens Revolution,
Og Mangelen paa Subordination,
Og Keiser Leopolds Resignation,
Og Overgangen fra den Spanske Vagt-Cordon.
Merkur i nogen Tid paa Vippet er at hænge;
(Som Napse-Gud — det var han noget nær —
Han er ei heller meget bedre værd) —
Om Juno siger man, at, siden salig Manden
Er død, og Ludvig giorde det Spilop,
At sige til sin Krones Tilbud: Top!
Hun reent skal være gaaet fra Forstanden —
Minerva hos Hr. Pram, min gode Ven,
I Dannemark gaaer stærkt igien —
Diana—Hecate—Proserpina, med mere,
Skal siden Kants Critik og Reinholds Theorie
Af Angest for den nye Philosophie
Reent være færdig at krepere —
Saa gik — og gaaer det efterhaanden flere;
Cybelemoder, Enkedronningen,
Og kort: med hele Gudfamilien
Det er, som med saa meget mere,
Kun Knald og Fald,
Og snart, som med et Lys, det ude være skal.
Med Gratierne (som jeg, sandt at sige,
Blandt alle disse fandt de meest guddommelige!)
Jeg ikke veed, hvor det staaer til saa lige —
At nu omstunder de er’ fleer end tre,
Det her imidlertid en Blind kan see;
Men om det netop de selvsamme ere,
Som dandsed’ om Dione paa Cythere,
Der kunde tvistes meget om —
Jeg troer, at med vor nye Venus flere,
Og endnu skiønnere til Norden kom,
End nogentid blev seet i Grækenland og Rom.
Men nok af Tidender om Dødsfald og deslige
I Gudernes det gamle Rige!
Vi alle skulle gaae den samme Vei —
Imidlertid dog — alle gik den ei.
Tre Gange tre pieriske Gudinder
(Tre Gange tre giør Ni)
Man endnu overalt i Poesie,
Og, som jeg seer, med niefold Tryllerie,
I — — — s Olympus finder.
O! Held mig! at engang mit Øie saae,
Hvad i begeistret Andagts Øieblikke
Jeg ubønhørt saa ofte kaldte paa —
Og — samlet i det mindste — saae det ikke!
O! Drøm! o Lyst! — men er du blot en Drøm,
Saa lad mig evig, evig drømme!
Og lad min Aand i sin Beundrings Strøm
Fra Soel til Soel i denne Himmel svømme!
Al Verden veed ei blot, at Muserne er’ ni;
Formedelst Kong Apoll (en ellers artig Herre;
Men noget herskesyg, som Konger flest, desværre!)
Udarted’ tidlig alt til Despotie —
Der var, for Resten, intet ondt deri;
Thi denne Fyrste var, som alle sige,
Sin Stierne lig, der Fattige og Rige
Bestraaler alle lige;
Og naar Monarken ligner Solen — man
Kan leve meget got i et despotisk Land.
Men Skade! det er netop ikke ganske
Tilfældet overalt! naar man seer til lidt grant,
Er’ alle Souverainer ikke danske;
Der gives en Hob Ludviger iblandt —
Men atter til Gudinderne tilbage!
Hans lyse Majestæt, saa dødfrie, som han lod,
Dog maatte drikke med af Lethes Flod —
Med ham forsvunde Pindi gode Dage;
Hans Eftermand var ikke nær saa god.
Jeg veed ret got, at mange nye Poeter
Forsikre vidt og bredt, at han er til endnu —
Ja! gid det var saa vel! saa stod jeg ikke nu
Imellem Muserne som en fortabt Trompeter!
Nei! skiøndt i Ewalds, Prams og Thaarups Vers,
Fornemmelig i alle Musers Breve,
I Fader Wielands attiskfine Skierts,
Og Schillers Alvor end han synes leve,
Død er han — det er vist! saa vel som Jupiter,
Og al den anden Gudehær,
Og fiorten Eftermænd, som efter ham de hulde
Gudinder efterhaanden Zeptret gav’,
Een efter anden lød Naturens Krav,
Og ligge rolig under Mulde.
Hvad Misforstand heri har voldet overalt,
Er, at de alle blev Apollo kaldt,
Endskiøndt iblandt dem alle femten vare
(Saa lidt, som i den lange Ludvigskare)
Knap tre, som Titelen med Rette bare.
Guddommelige Muser! mig i Dag,
Jeg veed ei selv hvordan, blev undt den Ære,
Iblandt Apollerne den sextende at være —
En Hæder, som jeg føler mig for svag,
I længer Tid, end høit det halve af en Dag,
At bære —
Dog, for mig den ei reent uværdig at betee,
Nedlægger jeg, i følgende Idee,
For Eders Fødder, yndige Gudinder!
Den Krone, jeg, som fleer, i Drømme fik;
Mit Hierte meer, end al dens Tryllen, finder
I Eders Øines milde Himmelblik!
I Følge Vælden, mig blev skiænkt i denne Gave,
Erklærer jeg:
„At fra den Dag i Dag
„Regieringen skal være deres Sag,
„Som Kald og Evne til Regiering have;
„At ingen Phoebus meer skal lemmes i
„Det eene hellige Gynokratie;
„At selv hans Navn af al vor Fremtids Poesie,
„Forviises skal. Mit Held, guddommelige Ni,
„For Resten eene skal bestaae deri,
„Til evig Tid at være — Eders Slave.
O! dette Held jeg skatter meer,
End vidste jeg det alt, hvad første Phoebus vidste,
Og sang som Wieland, Klopstock, og Homer!
At ellers jeg, Apoll den sextende, den sidste,
Den ringeste — nedlægger Zeptret her
For ni Gudinder — intet Under er;
Men — hvis Apoll den første, store, viise,
Den Eeneste, som Zeptret værdig bar,
Blandt Muserne blot havde seet Lovise
Han sikkert selv Regent kun een Dag bleven var!
Han ikke Jorden blot, med alle Herligheder,
Men Solen havde lagt for Hendes Fod,
Og — nøiet med en evig Pages Lod —
Ei længer Tilbedt; men Tilbeder,
I Hendes Velbehag, i Hendes Bifalds Smil
Gienfundet meer, end alle Soles Ild,
Og alle Pindi Saligheder!