Begyndelsen af Digtet Odin.
(I Jamber.)
(I Jamber.)
Første Sang.
Første Sang.
Om Fædres Hedenold, og Asers Ankomst
Fra Morgenland til Nords besneete Fielde,
Og til det havgienfødte Herthas Sletter,
Mit Qvad fortæller underfulde Hiemsagn:
Hvorledes, biergende sig selv, og sine,
Samt Jordens Haab, og Efterslægtens Redning,
Hid Odin kom, den tredie, med Runer,
Og Tryllesang, og gudindgivne Love;
Da flygtende (saa bed ham det Alfader)
For Romervældens Overmagt i Østen,
Han vendte sig mod Norden, for at lægge
Til Sydtyrannens Fald en sikker Grundvold.
Talløse Møjer giennemgik, og Farer,
Og Rædsler uden Lige Godanungen
Paa dette Tog. Med vilde Dyr, og Horder,
Afverlede paa Bierges Ryg, paa Havet,
Og dybt i Nattens Ørkner, leede Trolde,
Sortalfer, og Uhyrer, hvor han fremgik,
Indtil ham Jætters Vold, og Dverges Trædskhed
I naaede Land modtog. Dog, Tak Alfader,
Og Mimers viise Raad, og Thor, din Mjølner!
Ved Eders Hielp, og Skiolds, den Ædles, Hærmod,
Fuldendte han sit Værk: og Danmarks Skioldborg,
Det gududkaarne Danmarks Borg, blev grundlagt.
O Edda! ton mig du med Asatoner
Det underfulde Qvad, du Nordens Sangmøe!
Hvis sneefieldskiulte Sanges skingre Gienlyd
Af Guders Sprog har eene giemt det Ekko,
Som Slavelænkers Klirren i Barbarers
Riimbielder jog fra Dalene tilbage!
Hellenes Syster, Edda! dig opammed
Engang paa samme Pindus, tvillingbaaren
Med hin, som trylled Grækerlandet, Frihed.
Dig hørte Thrakers første Skiald, din Syster
(Skiondt dengang begge spæde) hørte Bragur.
Fra Guders Bierg I stege, hun mod Syden,
Og du mod Norden: Mod, og Dyd, og Frihed,
Og Kunster fulgte Sangen. See, da spired
De Danaers og Daners Tvillingslægter.
Dig, o mit Hiemlands Muse, hvor du svæver
Af Surturs Hær, forfulgt i Ragnarockur,
Blandt Jislands Jøkler, fiern bag Heklas Ildarøg,
Paa Nastronds Grændser, eller dybt i Helas
Jisdækte Huuler, dig o Edda! kalder
Din Bragas yngste Søn: stig op af Arilds
Nedsiunkne Grave, natlig høi, og herlig,
Som Urda selv, som Evighedens Gienfærd!
O! ved Valhalla! ved det lyse Gimle!
Ved Beltets Bølgers Drøn! og Dovres Tordner!
Ved Havfru — Dandsene til Sang af Nordlys!
Ved alle Bautasteene! jeg besværger
Dig, høitidsfulde! ja! ved Dan og Fredrik!
Ved alle Hedenolds de store Skygger!
Og ved det Blod, som randt dem værd, da nylig
Mit Fødeland af fredsom Dvale vaktes
Til Forsvarskamp mod Albion! anraaber
Min høie Røst dig, Edda! Kom tilbage,
Svøbt i Begeistringernes Storm, fra Thule
Til Herthadal, med dine Fieldes Ekko,
Med alle Runer, og med Volas Spaadom,
Og lær mig, hvad du ene veed! Forgiæves
Istemmer jeg min Sang, hvis ei en Guddom
Den hæver over Dødeliges Stammen
Til Asaqvad om Fædrenes Bedrifter,
Værd dem og Evighedens sidste Krandse.
Hun kommer! Jeg fornam en Lyd af Luurer
Fra fierne Field, og underfulde Røster:
En Lyd, som faldne Kampers Suk, som Bølgers
Vragbrudte Skvulp i Hyl af Nattens Storme;
Som fierne Vaabengny, naar, svøbt i Tordner,
Valkyrierne svæve ned mod Jorden;
O det er hende! Held mig! Edda hørte
Mit høie Raab! Vær hilset, Volas Datter,
O vær mig hilset, som de høie Norner,
Som Bragur selv, som Heimdal, eller Mimer!
Du Gudernes Fortrolige! Forkynd mig,
Hvad Urda qvad til Verandi; min Sang
Først evner at fortælle Lokes Styrtning da,
Og Odins Seir og Danmarks Held til Skulda.
I Favnen af den Bugt, som Vesterhavets
Og Østersøens Bølger, lig et Bælte,
Tilsammenbinder med det vilde Nordhav,
Opstiger mellem mindre Landes Holme,
En Øe, Fortidens Trylleland, et Eden
I Norden, Herthas Helligdom og Bolig.
Her var Gudindens Vogn, det hvide Forspand
Af Øren, her den hemmelige Bøgskov,
Guldringen, og Gudinden selv. Med Rette
Dens blomsterklædte Hegn, omkrandst af Høie,
Med fiskerige Søer, og strøete Lunde,
Som Nattergale fylde, Sletters Dronning
Blev kaldet. Ikke var i Tidens Udspring
Af Hav det omflydt. Længer hen mod Østen
Det danned, fast med Skandien, et Forland.
Til Landenes Behersker kom (saa melder
Et Oldsagn) Hertha, som en fattig Skaldmøe,
Forklædt, og sang, og bad om ringe Gave.
Fortryllet af den Skiønnes Qvad og Klangspil
Han hende, til Belønning, bød at vælge
Saa meget Land, hun selv med to par Øren
I een Dag kunde pløje. Gefione,
(Saa kaldte hun sig) spændte fire Kæmper,
Forvandlede til Tyre, flux for Ploven;
Og svingede sin Tryllestav som Svøbe.
Det Plovjern skar saa skarpt, de Tyre droge
Saa vældigen, at Dybets Vand i Fuuren
Frempiblede fra Kyst til Kyst. „Mod Vesten!
„Mod Vesten!“ raabte Gefione. Løsnet
Fra Landet gled i Havet ud det hele
Jordstykke, til hun bod, mod Solens Nedgang,
At standse. See! da laae saa langt fra Skaane,
Som Øiet rækker, Plovens Øe. De fire
Forspændte reiste sig igien, som Kæmper,
Paa Jordgudindens Vink; men Øen kaldte
Hun Søelund. I dens Midte, hvor en Havbugt
Fra Norden strømmer ind, hun valgte huldrig
Sit Jomfrusæde. Derfor kaldes Sletten
End Herthadal den Dag i Dag; og evig
Dens Navn i danske Skialdes Sang gienlyder.