Ode til Sommerfuglene
(Ludvig Heiberg helliget)
(Ludvig Heiberg helliget)
I Blomsterengle, som min Aand forynge,
Mens Øiet fro betragter eders Klynge
Paa Tillien under det krystalne Tag,
Nu Fugle der, hvor Fantasien bygger
Sit Drømmeslot i morgenrøde Skygger,
Hvor Billeder om Billeder sig slynge,
Omflagrer mig, med hulde Vingeslag!
Thi, Luft-Libeller, Æther-Amoriner,
Aglajer, Thàlier, og Euphrosiner,
I Sylfer! Eders Yndling vil jeg synge
Min Nymphes Tak paa sin Forvandlingsdag!
Og du, som, da mig nylig midt i Toget
Mod Øgler, Tudser, Kryb, og saadant noget,
Den knappe Støvets Pandserskiorte sprak,
Mig nøgen baded i den reene milde
Danfanas styrkende krystalne Kilde,
Hvis Grotte skiulte mig for Flokkens vilde
Forfølgelser med Skierm mod Pølens Pak,
Laan mig, du Perle mellem blide Muser,
Hver Lyd, der i dit lette Nordlys suser,
Hvert Sommerfugletræk i Dannersproget,
Til med lidt Glands at spragle Sangens Tak!
Men, Himmel! tør jeg troe de hulde Syner?
Paa Balsambolstere, paa Vellugtdyner,
I Zefyrvugger af ambrosisk Duft,
Som Fryd-Kiærminder løst fra Veemods Stengle,
Som spæde smaa nyfødte Haabets Engle,
Med Serafblik og Kerubøienbryne
De smile, legende med Lys og Luft!
Jeg seer dem stige, vrimle, flagre, skimre,
Lig tusindfarvte Morgenstierner glimre,
Straalspille, tindre, flamme, funkle, lyne
Høit over deres Krysaliders Gruft.
I Sværm af Pompens Helikoniader,
Paa Lilievinger til Parnassets Top:
Ham følge festligklædte Danaider,
Halvguder, Kamp-Heroer, Titanider,
I Duggens Huldgudinders Perlerader,
Med alle Blomsterbørn, til Templet op;
Mens bag dem Maanskinhavets Doridiner,
Og alle Sangens samtlige Seliner
Fra Templer, Hytter, og Olympens Gader
Med Ynde slutte Skiønheds lyse Trop.
Opvaagnet nylig selv af Sangens Dvale,
Ved Bredden af mit lille Blomsts Kastale,
Paa Rosens og paa Lilliens Fødselsdag —
Med egen Larve dybt i glemte Gruber,
Nu Karab selv imellem froe Keruber,
Høit hævet over Fienders tause Dale,
Skyleiret i bevinget Vennelag —
Med skiærpet Sands, med Millioner Øine,
Naturens Pantheon jeg seer sig høine,
Mens alle Kunstens Aftenstierner dale,
Dækt med Uranioners Himmeltag.
Jeg seer de Farver, Lysets Pensel maler —
Jeg mærker Ord, som Livet eene taler —
Jeg hører Lyd, som intet Ekko naaer;
Jeg lytter til ukiendte Melodier
I Blomsternyn og Nordlysharmonier,
I Slag paa Slag af Idas Idealer,
Og Klang af Harpen, Livets Engel slaaer.
Men Sangen selv slaaer lyse gyldne Triller,
Og Klangen, som i Blomsterhimlen spiller,
Er Havets Rødme lig, naar Solen daler,
Og Luftens Smil, naar atter den opstaaer.
Saaledes saae det første Blik herneden
Rundt om det end useete Selv i Eden
Nyskabte Væsners underfulde Dands:
Naturens hele hulde Børnevrimmel
I Flod og Eng og Luft og Skov og Himmel,
Henrykt, med Glædens Zittren og Tilbeden,
Begynde Livets lyse Jubeldands —
Mens flyvende Saphirer og Rubiner,
Og Ild-Keruber, rundt, og Serafiner,
Som om de tændte Lys i Evigheden,
Opfyldte Rummets dybe Nat med Glands.
Men hvad er i det Stiernehav af Luer,
Hvori jeg de bevingte Blomster skuer
Min hiertebrustne Larves Stierneskud?
Den næste Kerubs Blik det neppe skimter,
Det flyver op af Støvets Mulm og glimter
I Himmelhøiden over Jordens Tuer,
Eet Lyn blandt dem, der aldrig slukkes ud —
Det nynner mellem Straalerne, som spille:
Hvor er du stor, Natur, selv i det Lille!
Og hvad var i din Skiønheds Tempelbuer
Min Gnist, hvis den ei tabte sig i Gud!
Held denne Gnist ei blot i Evigheden,
I Lysets Favn høit over Ørne-Reeden,
I Tanke-Kilden, af hvis Væld den sprang,
Hvor den med dem, som længst i Tiden brændte,
Hvis aldrig slukte Lys tilbagevendte,
Med alle Giætterne, som vandred heden,
Chorflammer i den løste Gaades Klang,
Held den, hvis Farvespillet her i Livet,
Som blev dens givne Tankestraale givet,
Og fandt en venlig Andagts-Gnist herneden,
Der gierne sig med den til Kilden svang!