Brevrusen
Til Samme
Til Samme
Trolleborg
Hvor er jeg? hvor? I hvilke Labyrinter
Af Edens Myrter, mellem Blomsterbed
Af Roser, Lilier og Hyacinter,
Og tusinde, hvis Navn jeg ikke veed,
Forvildes mine zefyrlette Fied?
O alt for underfulde Herlighed!
O Hav af Vellyst, som min Siæl omringer!
Afgrund af Liv, og Lys, og Fred,
Og paradisisk Overgivenhed!
Glands af Seraphers sammenslagne Vinger,
Af Odins Skiold, og af Kronions Straaler,
Af Nektars Skummen hist i Hebes Skaaler,
Og her af Aphrodites Øines Ild!
Af Krandsen, som min stolte Tinding bier,
Af Phøbi Luth, af Amors gyldne Pil,
Af alle Gratiernes Smil!
O Dands af Muser, som min Aand indvier
Til Evigheds Mysterier, til Rang
Iblandt Homerer, til en Evalds Sang,
I Chor af alle Livets Melodier,
Ledsaget af Orions Harmonier!
O Drukkenskab! o søde Tryllerie!
Ja! Svælg af Salighed, som her jeg drukner i!
Saa kom jeg da til Trolleborg,
Ei for at glemme blot hver Livets Sorg,
Men for at lære selv, at lægge sammen
Al Himlens Fryd og hele Jordens Gammen?
Du Engles Ruus, Du Guders Raserie,
Navnløse, høitidsfulde Sværmerie,
Begeistring! hvad Du er — for stor til Prose,
For stor endog til rimbeladte Vers!
Lyksalighed paa langs! Lyksalighed paa tvers!
Ha! tør jeg troe Dig? Er det ei Din Skierts
O Skiæbne? kan i Livets lave Mose
En ussel Frøe, som jeg — een af Per Oxes Frøer,
Fra Mølledammen udenfor Korsøer —
Paa eengang svinges, eller svinge sig
Til baade Fyens og Siællands Himmerig?
Paa eengang have det i Rose og i Pose?
O gamle gyldne Horn med nye Dukater i,
Jeg fandt dig! Første Lod i Lykkens Lotterie,
Du faldt mig, Terne! dobbelte Qvaterne!
Ja! sødeste Mama! fornem en dobbelt Lyd
Af Vellyst blandt med Vellyst, Fryd med Fryd:
Ja! Hundestiernen er den lykkeligste Stierne!
Og Baggehunden er i denne Stund
Ei Deres blot, men Lykkens Skiødehund!
Ha! viid dig ud mit alt for trænge Bryst
Til meer end selv en Digters „Ha!” tilstæder:
Til Salighed, som seer, og Salighed, som græder —
Til baade Himmelens og Jordens Lyst!
Til alle tøileløse Glæders Vrimmel,
Til Hiertetryllelse, til Hovedsvimmel,
I Tidens Suus og Evighedens Duus —
Til hvad en Evald i en dobbelt Ruus
Af Viin og Kiærlighed kan eene fatte:
Til Guders og til Cherubimers Skatte
I en Miltonisk vellystblandet Sum,
Til hellig Lyst, til overgiven Stimmel,
Til baade Hedningers og Christnes Himmel
Til Paradiis og til Elysium!
Men hvor er Sprog? hvad Støvets Ord kan tale,
Hvad Lyd kan tone meer end himmelsk Lyst?
Hvad Tusk kan tegne, hvilken Farve male
Den Salighed, som svulmer i mit Bryst?
Selv Evalds Flammesprog, som hele Norden tænder
Med Apollonisk Ild, og smelter nær og fiern,
Fra Møens Klint til Filefieldets Ender,
Hvert Hiertes Iis, og hvert et Hoveds Jern,
Formaaer det ei. Guddommelige Digter!
Hvis selv Din Harpes Ekko, disse Træk
Af Dine Penselstrøg, som jeg saa kiæk
Har efterabet her, mig svigter —
Hvad kan da mine egne svage Qvæk?
Ha! — men for sidste Gang! Thi jeg vil dale
Ned af en Himmel, som er ei mit Hiem;
Og hvad jeg ei kan tone, skildre, male,
Jeg søge vil at redde mig paa Randen
Af den bundløse Poesie,
Hvori min Glædes vilde Raserie
Mig styrter, hvis jeg, som saa mangen anden
Trompetende Poet, gaaer ganske fra Forstanden.
Viid da — hvis ellers det kan lykkes mig,
I et forstaaeligt Sprog at tolke mig —
At som jeg nylig sad i Ludvigs Lund og tænkte:
Hvad om til den Lyksalighed, du her
Saa fuldeligen nyder, Himlen skiænkte
Dig pludselig den Fryd, du smagte der,
Hvor Venskab dig med første Kiæder lænkte —
Mon din Henrykkelse du vel holdt ud?
Mon ei din hele Samling gik sit Skud?
Knap havde jeg tænkt hele Tanken ud,
Før med en deilig Pakke Breve
Treen ind den uforlignelige Greve:
Gav til sin elskede Sybille fem,
Og til mig glade, som med Støvets Kaar for Øiet,
Var med min Trolleborgske Lod fornøiet
Eet — er det mueligt, Himmel? — eet fra Dem!
Begriber De nu, huldeste Veninde!
At jeg, som blev i Hovedet saa ør,
Ved Synet af min Fødebye Korsør,
Ved dette Syn af overvættes Glæde
Stak i at dandse, synge, lee, og græde,
Giøe, fløite, rase, med eet Ord,
Som ingen henrykt Digter nogensinde
Har raset før paa denne Jord?
Begrib det! Men begrib tillige Nøden,
Som tvinger mig, at sige Stop
Til min Taksigelses poetiske Gallop.
Postbudet maner; men mit Hiertes Hop
Mod Dem skal intet standse førend Døden.