Jens Baggesen (1764–1826)

Hun er borte. Giennem Taarer stirrer

        Øiet efter Glædens slukte Lyn;

Og i Hiertet, som endnu forvirrer

Efterglandsens lyse Skuffen, dirrer

        Salighedens Veemods sidste Nyn.

Hun er borte! Drømmes Drømmes Under!

        Balders ubegribelige Blun!

Slummer, i hvis Favn han meer ei blunder,

Som, opvaagnet, aldrig han udgrunder,

        Smilte ham i Dig en anden hun!

Veemodsnyn, som Hiertet ei kan glemme,

        Uskylds Stiernes svundne Svane-Sang,

Tone, som hans Siæl vil evig giemme,

Rørte ham i Dig en anden Stemme,

        End det Nyn, hvis Bliv ham giennemklang?

Balders Skygge, vandrende paa Randen,

        Hvor, da Skibet man i Havet skiød,

Nanna selv med Haansmil saae paa Branden,

Flygted den, fortvivlet, til en anden,

        Medens Lokes Skoggerlatter lød?

Seet i Skin af en bedragersk Kerte,

        Legte Skyggen med jeg veed ei hvad?

Trykte den i Evighedens Smerte

Til det blodige, det brustne Hierte

        End et flygtigt Tidens Balsamblad?

Ja! den Skygge, som alt Hel tilhørte,

        Da Dit Haanblik myrded Harpens Aand,

Drømte, tænkte, følte, saae, og hørte

End een Livets Engel, som berørte

        Hver dens brustne Streng med Uskylds Haand!

Jeg har syndet, Nanna! Balders Øie

        Har seet Himlen aaben i det Blaa,

Hvor det, giennem Taarer mod det Høie,

Stirred, fuldt af Andagt, stirred nøie,

        Og Dig Selv i Blikket dog ei saae.

Jeg har syndet, Nanna! Høit, fra Randen

        Af mit Baals i Dybet siunkne Grav,

Over Offerrøgen selv af Branden,

Drømte jeg mig hævet af en anden

        Før mig favned Evighedens Hav.

Jeg har syndet i et Blun; men ikke,

        Helligste blandt Englene, mod Dig!

Da jeg i en anden Uskylds Blikke

Gift til Smertens Lædsken saaes at drikke,

        Syndede mit Hierte kun mod sig.

Og min Synd forlod mig Han, som skabte

        Hint Orionsbud, der kom, og gik;

Thi det Svælg, hvori min Aand sig tabte,

Var det dybe Blaa, som efterabte

        Himmeldybet i min Nannas Blik.