Hvem er ikke Nanna?
Epistel fra Balder til Hende selv
Epistel fra Balder til Hende selv
Nattens Spørgsmaal et Par Øieblikke:
Hvem, og hvor, og naar min Nanna var?
Dagen, hører jeg, forandret har
Til det kunstige: Hvem er hun ikke?
Selv de Hulde mig tilbage skikke
Med dets Drillen alle mine Svar.
„Hvem er ikke Nanna?” klang forleden
I mit Øre — med et haanligt Smil —
Der, hvor sikkerst dog jeg troede Freden,
Fast, som Flugten af en giftig Piil;
Den blev udsendt, Balders Bryst at saare;
Men den traf hans alt bestilte Baare.
„Hvem er ikke Nanna?” skreg især
Overlydt i Gaar i Kongens Have,
Mens de loe, som de var reent af Lave,
Tretten Gratier — paa Smilet nær,
Thalier, Aglajer, Euphrosiner —
Der med stolte triumfante Miner
Sikkert troede sig en Venus hver —
Alle Tretten vilde Balder stikke;
Men de traf hinanden, Balder ikke.
„Hvem er ikke Nanna?” spurgte nu
Med et Smil, hvori sig blandte Smerte,
Selv dig ubekiendte Nanna, Du!
Og med hele Helhiems kolde Gru
Mistelteenen traf din Balders Hierte.
Nanna! Du, som, naar jeg Dig besang,
Skiøndt jeg dulgte, hvad min Stemme hæved,
Og til hvilken Engels Priis den bæved,
Dog fornam hvert Suk i Harpens Klang!
Du, som, hellig selv, med Englens Øre
Det jeg veed ei hvad deri har hørt,
Som moderne Dukker ikke høre,
Men, som reene Hierter vist har rørt!
Du, som end med barnlig Sands herneden,
Og uhildet end af Modens Baand,
Vandrer, med din Uskyld Haand i Haand,
Uden Kunst i Jomfrulivets Eden,
Rundt omviftet af Naturens Aand!
Lyttende til Harpens Hosianna,
Fattende dens Andagts Melodie,
Følende den dybe Klang deri,
Du kan gaae din Balder kold forbi
Med det Spørgsmaal: Hvem er ikke Nanna?
Som om i vor Ørk om Sangens Elv
Laurbær ikke blot, men Laurer selv
Regnede fra Himlen ned, som Manna?
Nei! det var en Drøm! min Harpes Klang,
Hellige! har aldrig naaet dit Øre —
Skiøndt jeg skued dig i Dannevang,
Og indbildte mig, at Hyttens Sang
I dets Hiertelund du paa din Gang
Giennem Jomfruvænget kunde høre!
Du har aldrig paa din Englevei
Lyttet til den skiulte Sangers Stemme —
Aldrig — aldrig — aldrig, Nanna! nei!
Mens til Himlen, hvor din Aand har hiemme,
Fromt de stege, du fornam dem ei,
Disse Toner fra det reene Hierte,
Disse Nyn om Salighed i Smerte,
Som din Uskylds Trylleglands mig lærte!
Du har aldrig hørt Din Digters Røst —
Du har blot af Rimere hørt sige,
Han, paa deres Viis, som deres Lige,
Rimte Livet af en stakkels Pige —
Det er Balders eene sidste Trøst.
Eller, var saa mægtig Ungdoms Mode,
Hver en Gienkomst i det giængse Ny
Af de Gamles Aand, som Last, at flye,
At den indjog selv en Engel Sky
For det Tro, det Hellige, det Gode,
Paa hvis Uskyld vore Fædre troede?
Kyeste selv min Harpes dybe Klang,
Alvorhellig, og ublandt med Latter,
Nannas Lytten bort fra Balders Sang?
Hvi var da saa festlig her din Gang,
Eensom, stille, langt fra Modens Prang,
Himlens ned paa Jorden stegne Datter?
Nei! hvis ingen Gienklang dig har rørt
Fra de dig bekiendte Høies Toppe,
Og i Blun din Aand tilbageført
Til dens Uskylds lyse Hiem deroppe,
Har du Harpens Bæven aldrig hørt!
Søde Trøst — imens mit Hierte brænder
Af en hellig her foragtet Ild,
Som du troer saa let slukt ud, som vild —
At du Skinnet selv deraf ei kiender!
At jeg trygt endnu kan sige mig,
Mens i Blinde grumt du nærmer dig
Med det kolde Spyd, hvorfor jeg falder:
Uskylds gamle Ven, ukiendte Balder!
Nanna bytted Ungdom med sin Alder,
Hver en Glæde, som er timelig,
Med et evigt Aandens Himmerig,
Uden frygtsom at bekymre sig
Om de faldne Lysets Engles Domme —
Nanna bytted, selv før Dødens Komme,
Jord med Himmel — hvis hun kiendte dig!
Men mig hylle maae til Livets Ende
Nattens tause, blinde, mørke Slør:
Skiæbnen bød det: „Først naar Skialden døer,
Nanna skal i Sangen Balder kiende!”
Derfor, Nanna, tør jeg svare paa
Hvert et Spørgsmaal, uden mindste Fare,
Hvad i Himlens Giemme blive maa,
Nogen jordisk Sands at aabenbare.
Viid da, langt fra Drøm om, hvem jeg er,
Mens min Aand er skiult for dine Blikke,
Hvad min Sang forkynde tør enhver
Uden Forbehold: hvem du er ikke.
Den, som ei med Skiønheds ydre Glands
Aands og Hiertes indre Værd forbinder —
Den, som med en flygtig Nutids Sands
For hver Vexel blot i Livets Dands,
Efter intet Evigt Længsel finder —
Den, som, tryllet i Naturens Favn
Af en blid Skiærsommerfryd paa Landet,
Med hver Livets bittre Sorg ublandet,
End kan føle Byens Glæders Savn —
Den, som sig paa større Lyst besinder,
Før er endt den hulde Jomfruvaar,
End sin Uskylds Leeges glade Minder
Fra de første Barnlighedens Aar —
Den, som Mængden stræber at behage,
Lønnende med lige hulde Nik
Hvert et frækt og hvert et frygtsomt Blik —
Den, hvem huuslig stille Fryd er Plage —
Den, hvem Skuespil, og Modens Kram,
Baltriumph og Maskerade-Bram,
Glimren I den store Verdens Vrimmel,
Er i Jomfrulivet Jordens Himmel —
Den, som, ellers ædel, from, og fiin,
Let med fremmed Dragt, med laante Miner,
Og med kiøbte Roser af Carmin,
Offentlig til alles Sku fremtriner —
(Smagen er forskiellig, hver har sin:
Hun kan være Vittigheds Rosaura,
Kunstens Charis, Phantasiens Laura,
Musers Muse; men kun ikke min) —
Den endog, som, uden Feil og Lyder,
Ideal i Væsen og Gestalt,
Mønsteret paa qvindelige Dyder
Ellers til Fuldkommenhed i alt,
Ikke mangler nogen Kiønnet egen
Agtet, elsket og beundret Pryd;
Men endogsaa blot har een formegen,
Til hver anden Dyrkers største Fryd;
Den, med Psyches eget hulde Stempel
I Terpsichores bekrandste Tempel
Zephyrlet at valse, for Exempel —
Ladende, Som Amors svungne Brud,
Skiøndt uskyldig, som en nyfødt Engel,
Tømme med sig, Stengel slyngt om Stengel,
Uskyldblomstens Nektarbæger ud —
Levnende den bly Tilbeders Nærmen,
Der har ingen større Vellyst drømt,
Naar en jordisk Duften alt har tømt,
Hvad en himmelsk Amor kalder Bærmen —
Den, der, som Christinde reent forsømt,
Har om Troens lyse Biergetoppe,
Og det Allerhelligste deroppe,
Selv i Paaskenætter, aldrig drømt —
Den, som ikke, mellem alt, i Sange,
Digtre qvad til Engleharpers Klange
Himmelsk, helligt, og guddommeligt,
Foretrækker Evalds Hosianna
For hvert nyere romantisk Digt —
Den, hvor skiøn hun er, er ikke Nanna.