Da hun var bortreist
Til Seline
Til Seline
O! hvor er Glimt af Trøst? Omsonst mit Øie
Igiennem Taarer stirrer mod det Høie!
En venlig Straale nylig Skyen brød;
Hvor er den? Ak! dens Fødsel var dens Død.
Med større Rædsel Natten nu mig skrækker;
Vildt Armene mod Skyggen jeg udstrækker,
Allene vanker jeg med vilde Fied;
Kun Sorgen og min Smerte vanker med.
Hvor seent henslæbe sig de mørke Dage!
I evig Cirkel Tiden gaaer tilbage!
Et Øieblik gaaer langtsomt den forbi.
Hvis Hierte sukker lidende deri.
Aar flyve hastig bort, Minuter lige,
I Glædens Slummer for den Lykkelige;
Men, ak! Minutet bliver langsomt Aar
For den som blodig mellem Torne gaaer.
Og ieg har Tiden seet umærket ile
Som Tanken; jeg har seet Seline smile;
Jeg og har salig drømt mig Vintre bort
Som Blun, og tænkt mig Evigheden kort.
Men nu, fra hende skildt, i tvende Dage,
Et Aar blev i den første lagt tilbage;
Et Sekel i den anden seent henskreed;
Den tredie mig alt er Evighed.
O! Døden kun vil ende denne Kummer;
Den første Trøst er i min sidste Slummer.
Min Qval, min Længsel vil fortære mig,
Før jeg igien, Seline! skuer dig.
Flye Glimt af Salighed, bag Evigheder!
Kun Daarens vilde Blik forfølger eder,
For, tryllet af den Redning Haabet spaaer,
At martres længer før det reent forgaaer.