Jens Baggesen (1764–1826)

Tæl Engens Blomstre, Skyggelundens Blade;

        Tæl Perlerne paa Dalens Morgendragt;

Tæl Diamanterne paa Bækkens Flade;

        Tæl alle Speilene for Solens Pragt!

Tæl Himmelens og Jordens Yndigheder,

        Og maal Naturens fulde Herlighed;

Saa tæller du hvert Suk af din Tilbeder,

        Saa maaler du min hele Kierlighed!

Ved Nat og Dag, i Selskab og allene,

        I Stadens Sværm, ved Egens tause Rod,

Jeg tænker kun paa dig, og du allene

        Mig danner hele Jorden skiøn og god.

Hvorhen jeg gaaer, dit Billede mig følger;

        Dig seer jeg overalt i Vaarens Fjed;

Dig skuer jeg i Havets gyldne Bølger,

        Naar Aftensolen smilende gaaer ned.

Dig seer jeg i den lyse Morgenrøde;

        Dig ligner Rosen, naar den aabner sig;

Din Dragt er Blomster-Engens; din den søde

        Musik, hvormed min Lærke vækker mig;

Dit Smil fortryller mig i Lunas stille,

        Uskyldighvide, høitidsfulde Glands;

Dig hører jeg i Philomeles Trille;

        Dig øiner jeg i Zephirs lette Dands;

Dig tænker jeg, naar tankeløse Daarer

        Med kiedsomt Morskab underholde mig;

Mit Øre blot et dunkelt Bulder saarer;

        Min Siel er evig, overalt hos Dig.